Der var to steder vi bare måtte se, da vi ankom til Sydamerika. Det ene var Inkaruinen Machu Picchu i Peru og det andet var Foz Do Iguacu i Brasilien. Et af verdens største vandfald med over 275 forskellige vandfald, der tilsammen udgør et stort vandfaldsområde.
Det er svært at beskrive hvor overvældende det er at se så mange vandfald, der alle falder 80 meter ned i en gryde af vanddamp, hvor det skaber et inferno af bølger og brusen. Lyden fra dette sted er vild! Det syder og tordner og larmer, så man næsten ikke kan føre en samtale med hinanden.
Da vi ankom til vores hotel dagen før vores besøg i nationalparken - tissede det ned... vi var lidt ærgerlige over vejret, men håbede at det ville ændre sig! Om morgenen, samme dag vi skulle af sted, skinnede solen bare fra en skyfri himmel. Halleluja! Vi sang og fløjtede om kap og forventningen steg bare endnu en tak.
Vi brugte hele dagen i nationalparken. Peter og jeg nød bare udsigten, lyden og naturfænomenet! Drengenes højdepunkt var vel nok mest at sidde i en kæmpe speedbåd og drøne op ad floden og mod strømmen op gennem flere små vandfald med fuld kraft på de to 200 Hk Johnson bådmotorer. Vi fik heldigvis købt et par billige engangsregnfrakker til turen, så vi ikke blev skyllet helt væk da båden begyndte at sejle ind under et af vandfaldene. Hold da k..., hvor var det vildt. Det var nok det største brusebad vi har taget på turen!
15 oktober 2007
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar