Sølvfeber i Potosi

Det var med nogen bekymring vi meldte os til en rundtur i de historiske sølvminer i byen Potosi. Vi havde hørt fra andre, at det var en af de voldsomste oplevelser de havde haft i Bolivia, fordi man kom tæt på mennesker, som arbejdede under slavelignende forhold, mens de knoklede for småpenge langt inde i bjergene omkring byen med næsten ingen sikkerhed, dårlig luft og dynamit, som sprang i øst og vest! Vores forventninger og fantasier var næsten helt oppe og ringe, da vi endelig blev hentet på hotellet for at blive kørt ned i dybet.
Virkeligheden var ikke helt så dramatisk, som vi havde tænkt. Godt nok kunne vi læse at der gennem de sidste 400 år var dræbt flere millioner mennesker (mest slaver fra Afrika og lokale krigsfanger og frivillige fattige) og at de havde haft de mest umenneskelige forhold at arbejde under. Mange blev proppet ned i minen og kom aldrig op igen i levende live og stedet blev kendt som sølvfængslet, hvor de måtte slide og lide og dø af tuberkulose, lungesygdomme, kræft og alt muligt andet grimt.
I dag er det hele lavet om. Det er stadig usundt at arbejde i minen. Men de som arbejder der, er medejere og arbejder kun for sig selv. Sikkerheden er ussel, men de bestemmer selv, hvordan de vil have det og hvor meget de vil gøre ud af sikkerheden. Inden for de sidste 2 år er deres løn blevet mangedobblet, fordi prisen på mineraler er gået amok, så folk er ikke særlig utilfredse i dag... selvom de kun holder 20 år i minen, inden de dør af diverse sygdomme eller må holde op pga. jernlunger.
Vi begyndte vores tur på mine-markedet i Potosi, som er det eneste sted i verden, hvor man kan købe dynamitstænger uden tilladelse helt lovligt. Det var altså en noget speciel oplevelse at købe for 40 Bolivianos blandet dynamitstænger, lunter og tændsatser til resten af turen. Lukas og Marcus måtte bare lige stå med nogle stænger i hver sin hånd og "mærke krudtet". Vi havde fået at vide vi skulle købe godt ind til minearbejderne, så de ville være venlige og hjælpe os med at finde sølv. Vi skulle også købe cocablade og sprut (96% alkohold .. hmm) til uddeling!
Da vi endelig kom til minen var vi klar til det store eventyr og hold da op! Det var ligesom at være med i en vesternfilm med små vippevogne, der kørte på små smalsporsbaner nødtørftigt banket sammen med brædder hen over dybe huller (50 meter) i jorden og videre ind ad de mørke gange, som snoede sig uendeligt ind i bjergets dybde. Vi gik på niveau 1 ... og der var 470 niveauer under os med folk der hver især arbejdede med deres sølvåre. Efter 20 meter forsvandt dagslyset og vi var herefter henvist vil vore halvgode pandelamper og vores guide.
Det er nu mærkeligt at gå rundt inde i mørket og høre de fjerne (og nære) lyde af eksplosioner fra de mange arbejdere. Vi stødte ikke på mange på turen, men var inde hos et enkelt sjak, som lige var igang med at tænde en ny række dynamitstænger, så de kunne komme videre med deres udgravning. Det gav os alle et lille sug i maven, da vi sad på gulvet og ventede på eksplosionerne. Bagefter fik vi lov til at tage noget af sølvet med. Lukas og Marcus var helt vilde ... og jeg tænkte (Peter) at guldfeber og sølvfeber er nu ikke helt så svært at relatere til, som det har været!