Rhema Church i Johannesburg

Hvor har vi savnet at komme til gudstjeneste på engelsk. To måneder i Sydamerika på spansk med en ganske anden kultur var rent kirkeligt en lang ørkenvandring. Så vi glædede os helt vildt, da vi endelig kunne sætte os til rette på kirkebænken i Rhema Church i Johannesburg, som er en kirke med - hold fast - 45.000 medlemmer og som havde alt hvad kunne ønske os af god lovsang, undervisning, børnekirke og en varm atmosfære. Vi kunne bare mærke, hvordan vi blev fyldt på og det var lige hvad vi manglede! Lukas var ikke til at hive hjem fra børnekirken. Han sagde: ”NEJ! Jeg vil ikke hjem. Nu har jeg endelig fundet nogle nye venner, som taler engelsk, så kan vi altså ikke gå lige nu!” Han nyder at være den "nye" og "spændende", der kommer fra et fremmed land og har en masse at fortælle og imponere med ;-)) Vi håber, at det vil hjælpe ham, når han skal starte i ny skole, når vi kommer hjem!

På safari i Kruger National Park

Hvis der er én ting alle snakker om, når man kommer til Kruger, så er det ”THE BIG FIVE” – løven, vandbøflen, elefanten, leoparden og næsehornet. Det er det alle guider går efter og det er det som alle turister ønsker at se, fordi de er de mest farlige og fascinerende dyr i hele parken. Vi synes nu også at giraffer, zebraer, gnuer, vortesvin, flodheste, impalaer, krokodiller, kuduer, vandbukke, stenbukke, bavianer... ja listen er lang... er meget spændende at se LIVE derude i naturen. Vidste du f.eks. at det er den søde flodhest, der er det farligste dyr af dem alle og slår flest mennesker ihjel? Det er ikke til at forstå, når den bare ligger der i vandet og ”slår prutter” ud af munden, med sine kolossale strit tænder ;-)) Den første dag kørte vi med stor forventning ud i jeepen... alle var spændte til bristepunktet. Efter 3 timer med øjne på stilke og stadig ingen tegn af ”The Big Five”, så var drengene ved at miste tålmodigheden! De havde forventet at det ville vrimle med dyr i store flokke! ØV! Vi kørte yderligere et par timer og pludselig var det som om at de alle var der... vi nåede at se dem alle og mange mange andre - og vi var helt høje, da vi efter 12 timers køretur nåede hjem til lejren! Næste dag skulle det vise sig at være gråt og regnvejr. Det var faktisk ret koldt, når man tænker på, at vi var i Afrika (måske 15-18 grader). Vi sad godt pakket ind i den åbne jeep, men selvom vi havde taget ”alt” vores tøj på og lånt tæpper, var det en kold og våd oplevelse. Dyrene syntes også det var koldt, så de var ikke helt så nemme at se, som dagen før! Efter 11 timers Dag-safari, så stod den på 3-timers Nat-safari! Drengene var helt utrolige, når man tænker på at de i så mange timer skulle sidde helt stille i en jeep og bare kigge efter dyr – og så oven i købet i regnvejr og kulde! Måske har vi nævnt det før, men de er bare for seje og lækre og... ;-) Heldigvis havde vi set The Big Five dagen før, så vi nød bare at komme hjem til lejren og tage et skoldhedt karbad efter en laaaaang våd og kold dag.

På besøg i en afrikansk landsby

”Jamaica” tog i mod os i landsbyen og viste os rundt. Han fortalte om traditionerne – både dem de stadig udførte og dem, som de havde fra hans bedstefars tid og tidligere. De sørgede for alt selv. Bygger deres huse af termitboer, da det er noget af det hårdeste og mest holdbare. De smører alle gulve i husene i ”ko-kasse – også kaldet ko-lort” en gang ugentlig, da lugten får en speciel farlig slange til at holde sig væk (det kunne heldigvis ikke lugtes ;-)). Vi lærte at lave siv-måtter, det var sjovt og egentligt meget nemt! Deres typiske mad består af en slags korn, der er kogt og fungere lidt som en slags hård kartoffelmos, spinat, bønner og grillet kylling.
Efter maden dansede de traditionelle ”stampe-danse” for os og spillede for vildt på trommer. Lukas lærte dem et par nye tromme-rytmer. Deres rytmer er helt anderledes end dem vi er vant til..., så vi lærte et par nye rytmer... det var ikke helt let ;-)

Panorama-ruten

Vi troede vi havde brugt alle vores ihh, åhh, næhh, hvor er det smukt i New Zealand, men vi måtte bare lige frem med de store superlativer igen, da vi kørte tværs over den østlige del af Sydafrika. Det ene smukke sted efter det andet kun afbrudt af bjerge og bakker og skove og lunde og... ja, vi er stumme af begejstring (det passer nu ikke helt, hvis man kender vores familie – men næsten!)
Et af stederne er endda blevet kaldt for ”Guds vindue”, fordi udsigten – ja, den er guddommelig og så tæt på paradis, som man kan komme! Det er noget af det bedste ved at rejse – at få lov til at se og opleve de mest smukke og fantastiske steder på denne jord! Hvor er vi privilegerede at bo og leve vores korte og dyrebare liv på denne jord med det ene skønne sted efter det andet (så tænker vi ikke på de ualmindelig mange timer vi har brugt i bus og fly og tog og ... for at komme til de steder). Hvor ville vi ønske at vores små billeder kunne udtrykke de samme, som vi har set i virkeligheden.

Sydafrika

Der er få lande med en så rig og blodig historie som Sydafrika. Fra kolonitidens drabelige nedslagtninger af de lokale stammer, til slavetransport og opbygningen af en ny kultur og til afslutningen af en lang og nedslidende tid med apartheid og raceadskillelse.
Vi fik et første indtryk af dette rige land, da vi landede i lufthavnen Oliver Tambo International Airport og kørte ind til Johannesburg – endnu en af de kæmpe byer vi har set så mange af på vores rejse. Det nye i Sydafrika er alle de mange navneændringer, der har fundet sted fra gamle boernavne til nye navne med afrikanske kendisser. Men til forskel fra de sidste Sydamerikanske storbyer, så er Johannesburg en rig by! En by med de smukkeste bygninger og kæmpe private hjem med parklignende haver. Det eneste som stikker sit grimme ansigt frem er de massive mure og hegn med stærkstrømsledninger og nato-pigtråd sat op for at holde de ”fattige kriminelle” elementer ude. Det gør lidt ondt i det danske hjerte at se så store forskellige mellem rig og fattig – sikre nabolag og townships med blikskure og paptage.
Det har været temmelig interessant at snakke med de lokale sorte og hvide. Til vores store overraskelse var der flere sorte som var gladere for tiden, hvor de hvide regerede på trods af de begrænsninger de havde dengang. Nu er prisen på næsten alt steget, arbejdsløsheden steget, kriminaliteten steget og det er svært at se lyst på fremtiden, fordi mange af de bedst uddannede er flyttet væk fra Sydafrika. Det som igen gør sig gældende blandt de ledende i regeringen i Sydafrika er deres stammetænkning, hvor de som tilhører den samme stamme bliver tilgodeset og får betydningsfulde poster.
Vi må håbe de finder deres vej med tiden. Nelson Mandela er pt. ikke særlig glad for den udvikling, som har fundet sted.

Kunst i Rio De Janeiro

Engang imellem er det bare godt med noget helt andet end det sædvanlige, så vi besluttede at tage på kunstmuseet Banco Brasil og se de sidste nye udstillinger fra de hotteste navne i Rio.
Vi troede det lige kunne ses på en times tid, men vi blev alle ligesom suget ind af alle de nye indtryk og endte med at bruge hele formiddagen på at gå rundt og snakke om de mange billeder og deres historier. Min (Peter) personlige favorit var en rund kugle, som viste film og billeder på en fuldstændig fascinerende måde. Jeg vil sådan et TV når jeg kommer hjem!

NY HJEMREJSEDATO: 10. NOVEMBER

Ja, så skete det! Vi har bestemt den endelige hjemrejsedato og det bliver lørdag den 10. november kl. 9.15 i Kastrup Lufthavn. Vi glæder os til at komme hjem igen og vi glæder os til at se jer allesammen.

INVITATION
Vores kære mødre arrangerer en velkomst-reception på Annasvej i Fælleshuset i Karlslunde fra kl. 11-13, hvor alle (familie og venner) er velkomne... så lad nu være at blive væk, fordi I ikke vil forstyrre! I ER ALLE VELKOMNE!

Goooola! 5-0 til Brasilien

Der er nogle oplevelser, som nok aldrig kommer igen! En aften på nationalstadionet i Rio De Janeiro til landskamp mellem Brasilien og Equador og så lige 75.000 tilskuere, er en helt fantastisk oplevelse, som jeg (Peter) ikke får lov til at opleve igen. Men pyt med det, for nu har jeg været der og oplevet den brasilianske atmosfære med samba, sang, råb og glæde og meget mere. Jeg kan på det varmeste anbefale det til alle fodboldinteresserede!

I dag er det LUKAS fødselsdag - Hurraaaaaa!

Lige som Lukas troede at nu kunne dagen ikke blive bedre - med fødselsdagsgaver, kæmpe morgenbuffet, sang og leg... så blev den det alligevel!
Det viste sig at hele det brasilienske landshold også havde indlogeret sig på det samme hotel som os!!! Der var så pressekonference og alle de kendte spillere skulle interviewes til tv live her i vores lobby! På vejen ud fra pressekonferencen lykkedes det Lukas og Marcus at få autografer og håndtryk af alle de kendte bl.a. Ronaldinho, Robinho, Kaka, Wagner Love m.fl. De var - og stadig er - i den syvende himmel og går og "blærer sig" med deres T-shirts! I eftermiddag skal vi ud at shoppe og i aften har vi reserveret bord på pizzaria med udsigt over Ipanema beach! Livet er hårdt!
Tak til alle de søde hilsener til Lukas, som vi har læst op. Og tak til Zoe, Zophia, Peter og Malene der har sendt en personlig sang - naturligvis på vores nationalsang "Der er et yndigt land" ;-))
PS: Fik vi nævnt at farmanden også er i den syvende himmel! Han skal med holdet til landskamp og se Brasilien-Equador!

Verdens største vandfald – Foz Do Iguacu!

Der var to steder vi bare måtte se, da vi ankom til Sydamerika. Det ene var Inkaruinen Machu Picchu i Peru og det andet var Foz Do Iguacu i Brasilien. Et af verdens største vandfald med over 275 forskellige vandfald, der tilsammen udgør et stort vandfaldsområde.
Det er svært at beskrive hvor overvældende det er at se så mange vandfald, der alle falder 80 meter ned i en gryde af vanddamp, hvor det skaber et inferno af bølger og brusen. Lyden fra dette sted er vild! Det syder og tordner og larmer, så man næsten ikke kan føre en samtale med hinanden.
Da vi ankom til vores hotel dagen før vores besøg i nationalparken - tissede det ned... vi var lidt ærgerlige over vejret, men håbede at det ville ændre sig! Om morgenen, samme dag vi skulle af sted, skinnede solen bare fra en skyfri himmel. Halleluja! Vi sang og fløjtede om kap og forventningen steg bare endnu en tak.
Vi brugte hele dagen i nationalparken. Peter og jeg nød bare udsigten, lyden og naturfænomenet! Drengenes højdepunkt var vel nok mest at sidde i en kæmpe speedbåd og drøne op ad floden og mod strømmen op gennem flere små vandfald med fuld kraft på de to 200 Hk Johnson bådmotorer. Vi fik heldigvis købt et par billige engangsregnfrakker til turen, så vi ikke blev skyllet helt væk da båden begyndte at sejle ind under et af vandfaldene. Hold da k..., hvor var det vildt. Det var nok det største brusebad vi har taget på turen!

Brasilien by night!

Ja, det er jo ikke hver dag Peter bliver budt op til dans af en brasiliensk "folkedanser" ;-) Vi tog til brasiliensk aften med masser af mad (læs: KØD) dans og show for alle pengene. De var ikke alle afklædte... men var smukke og dygtige dansere of førte os op gennem historien med dans, musik og drama. Drengene måtte flere gange holde sig for øjenene af bar' pinlighed og da så Peter blev budt op... så vidste de ikke hvad de skulle gøre af sig selv. Vi skreg af grin alle tre da Peter lod sig rive med og dansede samba i klipklapper og militærshorts ;-)

Bye-bye Bolivia. Hello Brazil ;-)

Efter 24 timers non-stop rejse fra Bolivia i bumletog (og her kan man virkelig tale om BUMLE-tog) i 14 timer, en del ventetid i 40 graders varme og herefter bustur fra den Brasilienske grænse er vi - endelig PU-HA - kommet til byen Campo Grande. Hele turen blev gjort uden andet end kildevand, da vi ikke havde fået vekslet penge! "En ommer"! Første ting først. Vi startede med at gå amok på MacDonalds i burgers og milkshake og lige nu ligger vi så i vores hotelværelse - med strakte ben... ahhhhhh! Det skal blive dejligt med en nats søvn... Gab! Vores næste destination er Iguacu Falls (verdens største og fleste vandfald). Det glæder vi os til. Vi har alle fire fået rejseglæden igen efter en uges pause på hotel med pool, computers, skype, bløde senge og lækkert badeværelse. Vi var lige ved at være bange for at de sidste 2 måneder kun skulle gå med at "længes hjem" og glemme den fantastiske velsignelse vi føler vores tur er - at vores drøm er gået i opfyldelse! Heldigvis skulle der bare en lille pause til, nogle mails og skype-tid med lidt familie og venner. Tak at I er derude og skriver en gang i mellem. Det betyder mere end I aner ;-)

Hip, hip HURRA!

Kære lækre Mathilde! Tillykke med fødselsdagen i dag den 8. oktober. Tænk en gang at du bliver 9 år i dag... wow! Vi husker tydeligt, da du kom til verden og vi (Søster Christine, fætter Lukas, faster Charlotte og onkel Peter) drønede ud til hospitalet, hvor du, mor og far var! Vi var forelsket i dig fra første blik. Du var bare den skønneste og lækreste pige! Vi ELSKER dig og savner dig helt vildt. Vi er jo vant til at være sammen med dig og fejre dig på din fødselsdag. Men i år må du nøjes med at vi har sendt en gave hjem til Danmark og skriver her en hilsen på din fødselsdag. Vi ses jo snart... om mindre end 2 1/2 måned. Jubiiiiii! TILLYKKE.

Sølvfeber i Potosi

Det var med nogen bekymring vi meldte os til en rundtur i de historiske sølvminer i byen Potosi. Vi havde hørt fra andre, at det var en af de voldsomste oplevelser de havde haft i Bolivia, fordi man kom tæt på mennesker, som arbejdede under slavelignende forhold, mens de knoklede for småpenge langt inde i bjergene omkring byen med næsten ingen sikkerhed, dårlig luft og dynamit, som sprang i øst og vest! Vores forventninger og fantasier var næsten helt oppe og ringe, da vi endelig blev hentet på hotellet for at blive kørt ned i dybet.
Virkeligheden var ikke helt så dramatisk, som vi havde tænkt. Godt nok kunne vi læse at der gennem de sidste 400 år var dræbt flere millioner mennesker (mest slaver fra Afrika og lokale krigsfanger og frivillige fattige) og at de havde haft de mest umenneskelige forhold at arbejde under. Mange blev proppet ned i minen og kom aldrig op igen i levende live og stedet blev kendt som sølvfængslet, hvor de måtte slide og lide og dø af tuberkulose, lungesygdomme, kræft og alt muligt andet grimt.
I dag er det hele lavet om. Det er stadig usundt at arbejde i minen. Men de som arbejder der, er medejere og arbejder kun for sig selv. Sikkerheden er ussel, men de bestemmer selv, hvordan de vil have det og hvor meget de vil gøre ud af sikkerheden. Inden for de sidste 2 år er deres løn blevet mangedobblet, fordi prisen på mineraler er gået amok, så folk er ikke særlig utilfredse i dag... selvom de kun holder 20 år i minen, inden de dør af diverse sygdomme eller må holde op pga. jernlunger.
Vi begyndte vores tur på mine-markedet i Potosi, som er det eneste sted i verden, hvor man kan købe dynamitstænger uden tilladelse helt lovligt. Det var altså en noget speciel oplevelse at købe for 40 Bolivianos blandet dynamitstænger, lunter og tændsatser til resten af turen. Lukas og Marcus måtte bare lige stå med nogle stænger i hver sin hånd og "mærke krudtet". Vi havde fået at vide vi skulle købe godt ind til minearbejderne, så de ville være venlige og hjælpe os med at finde sølv. Vi skulle også købe cocablade og sprut (96% alkohold .. hmm) til uddeling!
Da vi endelig kom til minen var vi klar til det store eventyr og hold da op! Det var ligesom at være med i en vesternfilm med små vippevogne, der kørte på små smalsporsbaner nødtørftigt banket sammen med brædder hen over dybe huller (50 meter) i jorden og videre ind ad de mørke gange, som snoede sig uendeligt ind i bjergets dybde. Vi gik på niveau 1 ... og der var 470 niveauer under os med folk der hver især arbejdede med deres sølvåre. Efter 20 meter forsvandt dagslyset og vi var herefter henvist vil vore halvgode pandelamper og vores guide.
Det er nu mærkeligt at gå rundt inde i mørket og høre de fjerne (og nære) lyde af eksplosioner fra de mange arbejdere. Vi stødte ikke på mange på turen, men var inde hos et enkelt sjak, som lige var igang med at tænde en ny række dynamitstænger, så de kunne komme videre med deres udgravning. Det gav os alle et lille sug i maven, da vi sad på gulvet og ventede på eksplosionerne. Bagefter fik vi lov til at tage noget af sølvet med. Lukas og Marcus var helt vilde ... og jeg tænkte (Peter) at guldfeber og sølvfeber er nu ikke helt så svært at relatere til, som det har været!

Uyuni Saltørken

Inden vi kom til Bolivia blev vi på det kraftigste anbefalet ikke at tage af "verdens farligste vej", som går fra La Paz og nordpå ind i junglen. Derfor var det med god samvittighed vi tog en lokal flyver til vores jungletur. Nu er det jo Bolivia, så de lokale bønder i Rurrenebaque havde besluttet at brænde alle deres marker af mens vi var der med den konsekvens, at vores fly blev aflyst!!! Øhh! .. ja så kunne man jo tage den lokale bus 19 timer tilbage til La Paz eller leje en jeep, som kun tog 8-10 timer... det blev så mere 13 timer!!! Vi kørte hele vejen til La Paz i en gammel Toyota på grusvej med 1 mill. bump... op og ned af bjergveje med nul sikkerhed!!! Det er ikke svært at forestille sig dette som verdens farligste vej med mange ulykker hver dag!!! Vi kom dog helskinnede frem (tak GUD!) og nåede 4 timers søvn inden vi skulle på toget sydpå til Uyuni - en lille 13 timers tur!
Fremme i Uyuni fik vi efter en god nats søvn (hold da op, hvor var der koldt) mokket os ind i en ventende jeep, som kørte os ud til et af de mest fascinerende naturfænomener i verden. En gigantisk saltørken, som egentlig er en udtørret sø fyldt med salt på langt øjet rækker!
Som tiden er gået, er det blevet mere og mere turistet og der er blevet bygget de mest "interessante" hoteller midt ude i ingenting på søen. Det regner kun en gang om året, så det eneste, som gror her er kaktusser. De er nu også ganske flotte må man sige. At man så skal rejse i dagevis for at se disse smukke steder, er så en hel anden historie!

De lokale i San Miguel del Bala

Hele vores tur til junglen og lokalsamfundet San Miguel del Bala er et såkaldt øko-turisme projekt. Det vil sige, at de penge vi giver for at besøge dem og se junglen går direkte til landsbysamfundet, hvor de deler pengene imellem sig. Selv da drengene købte autentiske jægervåben (bue og pile), så blev pengene lagt i fælleskassen. Det er dejligt at vide, at vi ikke bare er med til at støtte den lokale "høvding og hans familie". Vi prøver så vidt muligt altid at vælge disse steder og projekter, når vi tager rundt.
I landsbyen blev vi ramt af hvor glade de allesammen var - trods deres fattigdom. Vi undrede os også over at alle over 20 år manglede de fleste af deres tænder!?! Det var bare frygteligt at se smukke piger og drenge - og når de så åbnede munden og smilte så var der bare huller, der hvor tænderne skulle have været! En af grundene er, at de elsker søde ting og søder alting de spiser med sukker. De dyrker sukkerroer og laver selv deres egen sukker, honning og sirup. Vi fik også set deres sukker-maskine, som hele landsbyen bruger til at lave sukker. Efter 20 min. hårdt arbejde rundt og rundt fik vi serveret sukkersaft med lemon... det smager fantastik og slet ikke som "sukker"!

Junglen lever.... ikke helt ufarligt!

Vores første nat i junglen var helt speciel. Vi var trætte men kunne næsten ikke falde i søvn for alle de lyde... Wow! Det var helt fantastisk. Man kan næsten ikke forestille sig at de små natdyr kan larme så meget! Vi sov i to åbne bambushytter. Første morgen skulle vi på en 4 timers tur, herefter frokost og senere en tur mere inden aftensmad. Lyden, lugten og følelsen af at være i junglen "alene" med alle dyrene var helt fantastisk. Vi alle var lamslåede af indtryk og måtte bare suge til os.
Vi var "HELDIGE" at møde en af de giftigste - men ikke aggressive slanger. Vores guide var lige ved at træde på den... efter chokket (og et par billeder naturligvis) tog vi videre og mødte legende og skrigende "cappuchino-aber", mange spændende biller og kryb i smukke farver, fugleedderkopper og giftfrøer m.v. Vi må indrømme at da vi mødte vores første fugleedderkop, hvor vi var i mellem to klipper med ca. 30 cm gangpassage og vi skulle passere den blev der ikke sagt et ord. Alle var i "overlevelses-mode"... instinktivt vidste vi alle fire at der ikke var noget at gøre... Vi skulle bare forbi den UDEN at røre den! Det var en svær opgave med så lidt plads!!! Vi var alle imponerede over hvordan vi alle reagerede... vi gjorde det bare... og bag efter var vi helt euforiske af "vi gjorde det"! - Man skulle nok have været der? Eller måske ikke!?!