Bestil et foredrag

Nu er det muligt at høre mere!
Bestil et foredrag og få muligheden for at vælge hvilken verdensdel du ønsker at høre mere om!
Ring på tlf. 40 60 37 40 for mere information!

HJEMME I DANMARK IGEN

"I Danmark er jeg født, der har jeg hjemme..." H. C. Andersen har skrevet en fantastisk sang, som passer lige på os!
Nu er vi endelig kommet hjem til Danmark efter en rejse på over 300 dage i 12 lande, 5 kontinenter og 25 flyrejser!
Hvor er det skønt at sætte fødderne på dansk jord og blive hilst velkommen af de dejligste mennesker!
Tak til alle, som kom ud i lufthavnen og til receptionen! Vi har haft en fantastisk dag i dag!

Slavefort og slavehandel

Det er egentligt ganske fascinerende at læse om den danske kolonitid. En periode i den danske søfartshistorie, hvor vi sammen med resten af Europa tog på togter til de nyopdagede lande i syd og hvor vi på de mest grusomme måder fik skrabet formuer sammen til fordel for konge og adel i det danske kongerige.
I Ghana findes der flere forter, som blev bygget af danske koloniherrer. Eksempelvis findes der i selve hovedstaden Accra et fort med det originale navn Christiansborg. Den bruges i dag af Ghanas præsident som embedsbolig og til statsadministration.
Flere andre af Europas lande havde også sat sine tænder i Ghana for at få fat i det guld som er er så rigt på... og selvfølgelig for at skaffe arbejdskraft i form af slaver til de mange bomuldplantager og miner, som der fandtes i hele Sydamerika og Nordamerika. Man regner med at omkring 2 millioner afrikanere døde i minerne - bare i Bolivia.
Da vi kom ind i det største og mest kendte af slaveforterne i byen Elmina, fik vi en grundig introduktion til dagligdagslivet for ansatte og for de fangne slaver. Hold da op! Det var barsk at høre hvor frygteligt disse "slaver" blev behandlet, inden de som overlevede den første tid på fortet, blev sejlet videre til nye himmelstrøg. Vi så døren som blev kaldt "point of no return" hvor alle slaver skulle igennem inden de for altid sagde farvel til deres fædreland! Det satte mange tanker igang hos os alle.

Til gudstjeneste i Ghana

Det lykkedes os at komme i kirke første gang i fredags, hvor vi besøgte en megakirke. Vi var vel sammen med over 10.000 mennesker denne aften... de fleste udenfor bygningen med storskærme. Det er ikke noget problem her. Gennemsnitstemperaturen er 30 grader og det regner ganske sjældent.
Det er bare på alle måder en anderledes oplevelse at være i kirke i Ghana. Der bor lidt over 20 millioner i landet og halvdelen af dem er aktive kirkegængere i de utallige kirker, som findes. Her er kirker så store at de kunne fylde Parken fodboldstadion hver søndag og flere gange i løbet af ugen... vildt!
Om søndagen var vi på besøg i en anden kirke, som lige havde fejret deres første år som menighed. Vi blev fuldstændig overraskede over hvor vildt det hele foregår. Enhver almindelig kirkegænger i DK ville være blevet helt forskrækket over det hele. Både over glæden, men også over hvor højt og voldsomt og ... råt det hele er! Vi synes selv vi havde prøvet lidt af hvert, men intet som dette. Well, Gud er en farverig gud og elsker os alle uanset hvad vores gudstjenestestil nu lige er.

Ghana - en del af det rigtige Afrika!

Ghana - et vestafrikansk land med en mørk dansk forhistorie, blev vores sidste stop på vores lange og indholdsrige odyssé.
Vi ankom til Ghana med et åbent sind og uden nogen reel ide om hvad vi kunne vente os. Vi havde læst en smule om landets historie inden vi tog afsted, så vi havde to ting vi gerne ville: Besøge de gamle historiske slaveforter, som ligger strøet hen langs kysten af Ghana og besøge de mange kirker, som er blomstret op i Ghana siden deres selvstændiggørelse for 50 år siden fra deres engelske undertrykkere.
Efter en lang og sej tur igennem det ghanesiske passport-system og en kontantbetaling på 400 US dollars til overpolitimanden, så kom vi endelig ind i Ghana... hvor vi troede vores bus ventede! Det gjorde den ikke. Den var lige smuttet og... jeg vil ikke trætte nogen med mellemregningerne, de endeløse snakke med diverse taxichauffører, turistfolk og baggagebærere... vi ankom midnat til vores første hotel, hvor vi skulle bo... eller det var hvad vi troede... well, endnu en lang snak frem og tilbage og skiften værelse nogle gange, lagde vi os temmelig udmattede i vores seng og sov som en sten til dagen efter.
Velkommen til det rigtige Afrika, sagde vi til hinanden, da vi vågnede! Søde mennesker, men hold da op hvor er det svært at være dansker i Afrika.

Når enden er god...!

Så er det sidste rejsebrev lagt ud på bloggen! Vi har prøvet at opsummere og reflektere over, hvad vi har fået ud af vores tur - og hvad vi har lært af oplevelserne og tiden sammen. Måske interesseret? Klik under "Rejsebreve" og på linket "SIDSTE rejsebrev fra Ghana!"

Cape town

Der er ikke så mange byer, som har fået titlen "verdens smukkeste by" eller bedste by at bo i, men det har Cape Town - indtil flere gange. Og ikke uden grund. Den er omgivet af bjerge og hav og vingårde og gamle historiske bygninger. Og som noget forholdsvis nyt, er det gamle skibsværft blevet lavet om til rekreativt område med shopping, kunst, underholdning, hoteller og arbejdende bådbyggerier i en skøn blanding.
Vi kom på vores lille rundtur forbi "the Little Mermaid" - en restaurant ejet af en dansker, hvor vi kunne bestille smørrebrød med sild, frikadeller, ost og roastbeef med remoulade. Fantastisk tænkte vi! Vi blev dog en smule skuffede, da vi endelig satte tænderne i... man kan bare ikke eksportere VORES danske smørrebrød!

Pingviner i Simons Town

Vi overnattede hos de sødeste mennesker i Simons Town. Et hollandsk par, der havde boet 20 år i Sydafrika og gjort det godt. Nu havde de ”pensioneret” sig selv og havde et gæstehus med plads til 12 personer. De gik og hyggede om alle gæsterne inklusive os ;-) og de hjalp os med at lave program for vores 3 dage i Cape. Det første vi gjorde var at tage ud til ”The Boulders” for at se pingviner. De er for søde! Men der er ikke så mange tilbage – kun omkring 10% af de, som levede for 100 år siden. De afrikanske pingviner hed egentlig æsel-pingviner, fordi de har den mest hæse og æselagtige lyd, når de ”taler”. De som har set ”Happy Feet” ved hvordan det lyder! Vi kunne ikke lade være med at grine, da vi hørte dem LIVE for første gang.

Cape of Good Hope

Kap det gode håb – er et meget flot navn for det sydligste punkt i Afrika. Navnet er vist mere en bøn end et navn. Kap det gode håb fik navnet af de første hollændere, som ankom til landsdelen. I virkeligheden var der mange skibe, som gik på grund i dette farvand, fordi der udenfor kysten stikker små klipper frem alle steder, som det er meget nemt at overse. De som fandt på navnet, var nogle af de første til at undslippe de skarpe tænder omkring kystlinjen.

Cape – kysten langs ...

Efter halvanden times flyvetur fra Johannesburg landede vi i Cape Town, i den sydlige del af Sydafrika. Vi lejede lynhurtigt en bil og kørte sydpå mod Cape of Good Hope, der er det sydligste punkt i det afrikanske kontinent! Billederne er ikke tro... tro os, det er meget smukkere i virkeligheden! Vi fik straks flashbacks til Australien, der minder meget om den smukke natur i Sydafrika.

Rhema Church i Johannesburg

Hvor har vi savnet at komme til gudstjeneste på engelsk. To måneder i Sydamerika på spansk med en ganske anden kultur var rent kirkeligt en lang ørkenvandring. Så vi glædede os helt vildt, da vi endelig kunne sætte os til rette på kirkebænken i Rhema Church i Johannesburg, som er en kirke med - hold fast - 45.000 medlemmer og som havde alt hvad kunne ønske os af god lovsang, undervisning, børnekirke og en varm atmosfære. Vi kunne bare mærke, hvordan vi blev fyldt på og det var lige hvad vi manglede! Lukas var ikke til at hive hjem fra børnekirken. Han sagde: ”NEJ! Jeg vil ikke hjem. Nu har jeg endelig fundet nogle nye venner, som taler engelsk, så kan vi altså ikke gå lige nu!” Han nyder at være den "nye" og "spændende", der kommer fra et fremmed land og har en masse at fortælle og imponere med ;-)) Vi håber, at det vil hjælpe ham, når han skal starte i ny skole, når vi kommer hjem!

På safari i Kruger National Park

Hvis der er én ting alle snakker om, når man kommer til Kruger, så er det ”THE BIG FIVE” – løven, vandbøflen, elefanten, leoparden og næsehornet. Det er det alle guider går efter og det er det som alle turister ønsker at se, fordi de er de mest farlige og fascinerende dyr i hele parken. Vi synes nu også at giraffer, zebraer, gnuer, vortesvin, flodheste, impalaer, krokodiller, kuduer, vandbukke, stenbukke, bavianer... ja listen er lang... er meget spændende at se LIVE derude i naturen. Vidste du f.eks. at det er den søde flodhest, der er det farligste dyr af dem alle og slår flest mennesker ihjel? Det er ikke til at forstå, når den bare ligger der i vandet og ”slår prutter” ud af munden, med sine kolossale strit tænder ;-)) Den første dag kørte vi med stor forventning ud i jeepen... alle var spændte til bristepunktet. Efter 3 timer med øjne på stilke og stadig ingen tegn af ”The Big Five”, så var drengene ved at miste tålmodigheden! De havde forventet at det ville vrimle med dyr i store flokke! ØV! Vi kørte yderligere et par timer og pludselig var det som om at de alle var der... vi nåede at se dem alle og mange mange andre - og vi var helt høje, da vi efter 12 timers køretur nåede hjem til lejren! Næste dag skulle det vise sig at være gråt og regnvejr. Det var faktisk ret koldt, når man tænker på, at vi var i Afrika (måske 15-18 grader). Vi sad godt pakket ind i den åbne jeep, men selvom vi havde taget ”alt” vores tøj på og lånt tæpper, var det en kold og våd oplevelse. Dyrene syntes også det var koldt, så de var ikke helt så nemme at se, som dagen før! Efter 11 timers Dag-safari, så stod den på 3-timers Nat-safari! Drengene var helt utrolige, når man tænker på at de i så mange timer skulle sidde helt stille i en jeep og bare kigge efter dyr – og så oven i købet i regnvejr og kulde! Måske har vi nævnt det før, men de er bare for seje og lækre og... ;-) Heldigvis havde vi set The Big Five dagen før, så vi nød bare at komme hjem til lejren og tage et skoldhedt karbad efter en laaaaang våd og kold dag.

På besøg i en afrikansk landsby

”Jamaica” tog i mod os i landsbyen og viste os rundt. Han fortalte om traditionerne – både dem de stadig udførte og dem, som de havde fra hans bedstefars tid og tidligere. De sørgede for alt selv. Bygger deres huse af termitboer, da det er noget af det hårdeste og mest holdbare. De smører alle gulve i husene i ”ko-kasse – også kaldet ko-lort” en gang ugentlig, da lugten får en speciel farlig slange til at holde sig væk (det kunne heldigvis ikke lugtes ;-)). Vi lærte at lave siv-måtter, det var sjovt og egentligt meget nemt! Deres typiske mad består af en slags korn, der er kogt og fungere lidt som en slags hård kartoffelmos, spinat, bønner og grillet kylling.
Efter maden dansede de traditionelle ”stampe-danse” for os og spillede for vildt på trommer. Lukas lærte dem et par nye tromme-rytmer. Deres rytmer er helt anderledes end dem vi er vant til..., så vi lærte et par nye rytmer... det var ikke helt let ;-)

Panorama-ruten

Vi troede vi havde brugt alle vores ihh, åhh, næhh, hvor er det smukt i New Zealand, men vi måtte bare lige frem med de store superlativer igen, da vi kørte tværs over den østlige del af Sydafrika. Det ene smukke sted efter det andet kun afbrudt af bjerge og bakker og skove og lunde og... ja, vi er stumme af begejstring (det passer nu ikke helt, hvis man kender vores familie – men næsten!)
Et af stederne er endda blevet kaldt for ”Guds vindue”, fordi udsigten – ja, den er guddommelig og så tæt på paradis, som man kan komme! Det er noget af det bedste ved at rejse – at få lov til at se og opleve de mest smukke og fantastiske steder på denne jord! Hvor er vi privilegerede at bo og leve vores korte og dyrebare liv på denne jord med det ene skønne sted efter det andet (så tænker vi ikke på de ualmindelig mange timer vi har brugt i bus og fly og tog og ... for at komme til de steder). Hvor ville vi ønske at vores små billeder kunne udtrykke de samme, som vi har set i virkeligheden.

Sydafrika

Der er få lande med en så rig og blodig historie som Sydafrika. Fra kolonitidens drabelige nedslagtninger af de lokale stammer, til slavetransport og opbygningen af en ny kultur og til afslutningen af en lang og nedslidende tid med apartheid og raceadskillelse.
Vi fik et første indtryk af dette rige land, da vi landede i lufthavnen Oliver Tambo International Airport og kørte ind til Johannesburg – endnu en af de kæmpe byer vi har set så mange af på vores rejse. Det nye i Sydafrika er alle de mange navneændringer, der har fundet sted fra gamle boernavne til nye navne med afrikanske kendisser. Men til forskel fra de sidste Sydamerikanske storbyer, så er Johannesburg en rig by! En by med de smukkeste bygninger og kæmpe private hjem med parklignende haver. Det eneste som stikker sit grimme ansigt frem er de massive mure og hegn med stærkstrømsledninger og nato-pigtråd sat op for at holde de ”fattige kriminelle” elementer ude. Det gør lidt ondt i det danske hjerte at se så store forskellige mellem rig og fattig – sikre nabolag og townships med blikskure og paptage.
Det har været temmelig interessant at snakke med de lokale sorte og hvide. Til vores store overraskelse var der flere sorte som var gladere for tiden, hvor de hvide regerede på trods af de begrænsninger de havde dengang. Nu er prisen på næsten alt steget, arbejdsløsheden steget, kriminaliteten steget og det er svært at se lyst på fremtiden, fordi mange af de bedst uddannede er flyttet væk fra Sydafrika. Det som igen gør sig gældende blandt de ledende i regeringen i Sydafrika er deres stammetænkning, hvor de som tilhører den samme stamme bliver tilgodeset og får betydningsfulde poster.
Vi må håbe de finder deres vej med tiden. Nelson Mandela er pt. ikke særlig glad for den udvikling, som har fundet sted.

Kunst i Rio De Janeiro

Engang imellem er det bare godt med noget helt andet end det sædvanlige, så vi besluttede at tage på kunstmuseet Banco Brasil og se de sidste nye udstillinger fra de hotteste navne i Rio.
Vi troede det lige kunne ses på en times tid, men vi blev alle ligesom suget ind af alle de nye indtryk og endte med at bruge hele formiddagen på at gå rundt og snakke om de mange billeder og deres historier. Min (Peter) personlige favorit var en rund kugle, som viste film og billeder på en fuldstændig fascinerende måde. Jeg vil sådan et TV når jeg kommer hjem!

NY HJEMREJSEDATO: 10. NOVEMBER

Ja, så skete det! Vi har bestemt den endelige hjemrejsedato og det bliver lørdag den 10. november kl. 9.15 i Kastrup Lufthavn. Vi glæder os til at komme hjem igen og vi glæder os til at se jer allesammen.

INVITATION
Vores kære mødre arrangerer en velkomst-reception på Annasvej i Fælleshuset i Karlslunde fra kl. 11-13, hvor alle (familie og venner) er velkomne... så lad nu være at blive væk, fordi I ikke vil forstyrre! I ER ALLE VELKOMNE!

Goooola! 5-0 til Brasilien

Der er nogle oplevelser, som nok aldrig kommer igen! En aften på nationalstadionet i Rio De Janeiro til landskamp mellem Brasilien og Equador og så lige 75.000 tilskuere, er en helt fantastisk oplevelse, som jeg (Peter) ikke får lov til at opleve igen. Men pyt med det, for nu har jeg været der og oplevet den brasilianske atmosfære med samba, sang, råb og glæde og meget mere. Jeg kan på det varmeste anbefale det til alle fodboldinteresserede!

I dag er det LUKAS fødselsdag - Hurraaaaaa!

Lige som Lukas troede at nu kunne dagen ikke blive bedre - med fødselsdagsgaver, kæmpe morgenbuffet, sang og leg... så blev den det alligevel!
Det viste sig at hele det brasilienske landshold også havde indlogeret sig på det samme hotel som os!!! Der var så pressekonference og alle de kendte spillere skulle interviewes til tv live her i vores lobby! På vejen ud fra pressekonferencen lykkedes det Lukas og Marcus at få autografer og håndtryk af alle de kendte bl.a. Ronaldinho, Robinho, Kaka, Wagner Love m.fl. De var - og stadig er - i den syvende himmel og går og "blærer sig" med deres T-shirts! I eftermiddag skal vi ud at shoppe og i aften har vi reserveret bord på pizzaria med udsigt over Ipanema beach! Livet er hårdt!
Tak til alle de søde hilsener til Lukas, som vi har læst op. Og tak til Zoe, Zophia, Peter og Malene der har sendt en personlig sang - naturligvis på vores nationalsang "Der er et yndigt land" ;-))
PS: Fik vi nævnt at farmanden også er i den syvende himmel! Han skal med holdet til landskamp og se Brasilien-Equador!

Verdens største vandfald – Foz Do Iguacu!

Der var to steder vi bare måtte se, da vi ankom til Sydamerika. Det ene var Inkaruinen Machu Picchu i Peru og det andet var Foz Do Iguacu i Brasilien. Et af verdens største vandfald med over 275 forskellige vandfald, der tilsammen udgør et stort vandfaldsområde.
Det er svært at beskrive hvor overvældende det er at se så mange vandfald, der alle falder 80 meter ned i en gryde af vanddamp, hvor det skaber et inferno af bølger og brusen. Lyden fra dette sted er vild! Det syder og tordner og larmer, så man næsten ikke kan føre en samtale med hinanden.
Da vi ankom til vores hotel dagen før vores besøg i nationalparken - tissede det ned... vi var lidt ærgerlige over vejret, men håbede at det ville ændre sig! Om morgenen, samme dag vi skulle af sted, skinnede solen bare fra en skyfri himmel. Halleluja! Vi sang og fløjtede om kap og forventningen steg bare endnu en tak.
Vi brugte hele dagen i nationalparken. Peter og jeg nød bare udsigten, lyden og naturfænomenet! Drengenes højdepunkt var vel nok mest at sidde i en kæmpe speedbåd og drøne op ad floden og mod strømmen op gennem flere små vandfald med fuld kraft på de to 200 Hk Johnson bådmotorer. Vi fik heldigvis købt et par billige engangsregnfrakker til turen, så vi ikke blev skyllet helt væk da båden begyndte at sejle ind under et af vandfaldene. Hold da k..., hvor var det vildt. Det var nok det største brusebad vi har taget på turen!