Brasilien by night!

Ja, det er jo ikke hver dag Peter bliver budt op til dans af en brasiliensk "folkedanser" ;-) Vi tog til brasiliensk aften med masser af mad (læs: KØD) dans og show for alle pengene. De var ikke alle afklædte... men var smukke og dygtige dansere of førte os op gennem historien med dans, musik og drama. Drengene måtte flere gange holde sig for øjenene af bar' pinlighed og da så Peter blev budt op... så vidste de ikke hvad de skulle gøre af sig selv. Vi skreg af grin alle tre da Peter lod sig rive med og dansede samba i klipklapper og militærshorts ;-)

Bye-bye Bolivia. Hello Brazil ;-)

Efter 24 timers non-stop rejse fra Bolivia i bumletog (og her kan man virkelig tale om BUMLE-tog) i 14 timer, en del ventetid i 40 graders varme og herefter bustur fra den Brasilienske grænse er vi - endelig PU-HA - kommet til byen Campo Grande. Hele turen blev gjort uden andet end kildevand, da vi ikke havde fået vekslet penge! "En ommer"! Første ting først. Vi startede med at gå amok på MacDonalds i burgers og milkshake og lige nu ligger vi så i vores hotelværelse - med strakte ben... ahhhhhh! Det skal blive dejligt med en nats søvn... Gab! Vores næste destination er Iguacu Falls (verdens største og fleste vandfald). Det glæder vi os til. Vi har alle fire fået rejseglæden igen efter en uges pause på hotel med pool, computers, skype, bløde senge og lækkert badeværelse. Vi var lige ved at være bange for at de sidste 2 måneder kun skulle gå med at "længes hjem" og glemme den fantastiske velsignelse vi føler vores tur er - at vores drøm er gået i opfyldelse! Heldigvis skulle der bare en lille pause til, nogle mails og skype-tid med lidt familie og venner. Tak at I er derude og skriver en gang i mellem. Det betyder mere end I aner ;-)

Hip, hip HURRA!

Kære lækre Mathilde! Tillykke med fødselsdagen i dag den 8. oktober. Tænk en gang at du bliver 9 år i dag... wow! Vi husker tydeligt, da du kom til verden og vi (Søster Christine, fætter Lukas, faster Charlotte og onkel Peter) drønede ud til hospitalet, hvor du, mor og far var! Vi var forelsket i dig fra første blik. Du var bare den skønneste og lækreste pige! Vi ELSKER dig og savner dig helt vildt. Vi er jo vant til at være sammen med dig og fejre dig på din fødselsdag. Men i år må du nøjes med at vi har sendt en gave hjem til Danmark og skriver her en hilsen på din fødselsdag. Vi ses jo snart... om mindre end 2 1/2 måned. Jubiiiiii! TILLYKKE.

Sølvfeber i Potosi

Det var med nogen bekymring vi meldte os til en rundtur i de historiske sølvminer i byen Potosi. Vi havde hørt fra andre, at det var en af de voldsomste oplevelser de havde haft i Bolivia, fordi man kom tæt på mennesker, som arbejdede under slavelignende forhold, mens de knoklede for småpenge langt inde i bjergene omkring byen med næsten ingen sikkerhed, dårlig luft og dynamit, som sprang i øst og vest! Vores forventninger og fantasier var næsten helt oppe og ringe, da vi endelig blev hentet på hotellet for at blive kørt ned i dybet.
Virkeligheden var ikke helt så dramatisk, som vi havde tænkt. Godt nok kunne vi læse at der gennem de sidste 400 år var dræbt flere millioner mennesker (mest slaver fra Afrika og lokale krigsfanger og frivillige fattige) og at de havde haft de mest umenneskelige forhold at arbejde under. Mange blev proppet ned i minen og kom aldrig op igen i levende live og stedet blev kendt som sølvfængslet, hvor de måtte slide og lide og dø af tuberkulose, lungesygdomme, kræft og alt muligt andet grimt.
I dag er det hele lavet om. Det er stadig usundt at arbejde i minen. Men de som arbejder der, er medejere og arbejder kun for sig selv. Sikkerheden er ussel, men de bestemmer selv, hvordan de vil have det og hvor meget de vil gøre ud af sikkerheden. Inden for de sidste 2 år er deres løn blevet mangedobblet, fordi prisen på mineraler er gået amok, så folk er ikke særlig utilfredse i dag... selvom de kun holder 20 år i minen, inden de dør af diverse sygdomme eller må holde op pga. jernlunger.
Vi begyndte vores tur på mine-markedet i Potosi, som er det eneste sted i verden, hvor man kan købe dynamitstænger uden tilladelse helt lovligt. Det var altså en noget speciel oplevelse at købe for 40 Bolivianos blandet dynamitstænger, lunter og tændsatser til resten af turen. Lukas og Marcus måtte bare lige stå med nogle stænger i hver sin hånd og "mærke krudtet". Vi havde fået at vide vi skulle købe godt ind til minearbejderne, så de ville være venlige og hjælpe os med at finde sølv. Vi skulle også købe cocablade og sprut (96% alkohold .. hmm) til uddeling!
Da vi endelig kom til minen var vi klar til det store eventyr og hold da op! Det var ligesom at være med i en vesternfilm med små vippevogne, der kørte på små smalsporsbaner nødtørftigt banket sammen med brædder hen over dybe huller (50 meter) i jorden og videre ind ad de mørke gange, som snoede sig uendeligt ind i bjergets dybde. Vi gik på niveau 1 ... og der var 470 niveauer under os med folk der hver især arbejdede med deres sølvåre. Efter 20 meter forsvandt dagslyset og vi var herefter henvist vil vore halvgode pandelamper og vores guide.
Det er nu mærkeligt at gå rundt inde i mørket og høre de fjerne (og nære) lyde af eksplosioner fra de mange arbejdere. Vi stødte ikke på mange på turen, men var inde hos et enkelt sjak, som lige var igang med at tænde en ny række dynamitstænger, så de kunne komme videre med deres udgravning. Det gav os alle et lille sug i maven, da vi sad på gulvet og ventede på eksplosionerne. Bagefter fik vi lov til at tage noget af sølvet med. Lukas og Marcus var helt vilde ... og jeg tænkte (Peter) at guldfeber og sølvfeber er nu ikke helt så svært at relatere til, som det har været!

Uyuni Saltørken

Inden vi kom til Bolivia blev vi på det kraftigste anbefalet ikke at tage af "verdens farligste vej", som går fra La Paz og nordpå ind i junglen. Derfor var det med god samvittighed vi tog en lokal flyver til vores jungletur. Nu er det jo Bolivia, så de lokale bønder i Rurrenebaque havde besluttet at brænde alle deres marker af mens vi var der med den konsekvens, at vores fly blev aflyst!!! Øhh! .. ja så kunne man jo tage den lokale bus 19 timer tilbage til La Paz eller leje en jeep, som kun tog 8-10 timer... det blev så mere 13 timer!!! Vi kørte hele vejen til La Paz i en gammel Toyota på grusvej med 1 mill. bump... op og ned af bjergveje med nul sikkerhed!!! Det er ikke svært at forestille sig dette som verdens farligste vej med mange ulykker hver dag!!! Vi kom dog helskinnede frem (tak GUD!) og nåede 4 timers søvn inden vi skulle på toget sydpå til Uyuni - en lille 13 timers tur!
Fremme i Uyuni fik vi efter en god nats søvn (hold da op, hvor var der koldt) mokket os ind i en ventende jeep, som kørte os ud til et af de mest fascinerende naturfænomener i verden. En gigantisk saltørken, som egentlig er en udtørret sø fyldt med salt på langt øjet rækker!
Som tiden er gået, er det blevet mere og mere turistet og der er blevet bygget de mest "interessante" hoteller midt ude i ingenting på søen. Det regner kun en gang om året, så det eneste, som gror her er kaktusser. De er nu også ganske flotte må man sige. At man så skal rejse i dagevis for at se disse smukke steder, er så en hel anden historie!

De lokale i San Miguel del Bala

Hele vores tur til junglen og lokalsamfundet San Miguel del Bala er et såkaldt øko-turisme projekt. Det vil sige, at de penge vi giver for at besøge dem og se junglen går direkte til landsbysamfundet, hvor de deler pengene imellem sig. Selv da drengene købte autentiske jægervåben (bue og pile), så blev pengene lagt i fælleskassen. Det er dejligt at vide, at vi ikke bare er med til at støtte den lokale "høvding og hans familie". Vi prøver så vidt muligt altid at vælge disse steder og projekter, når vi tager rundt.
I landsbyen blev vi ramt af hvor glade de allesammen var - trods deres fattigdom. Vi undrede os også over at alle over 20 år manglede de fleste af deres tænder!?! Det var bare frygteligt at se smukke piger og drenge - og når de så åbnede munden og smilte så var der bare huller, der hvor tænderne skulle have været! En af grundene er, at de elsker søde ting og søder alting de spiser med sukker. De dyrker sukkerroer og laver selv deres egen sukker, honning og sirup. Vi fik også set deres sukker-maskine, som hele landsbyen bruger til at lave sukker. Efter 20 min. hårdt arbejde rundt og rundt fik vi serveret sukkersaft med lemon... det smager fantastik og slet ikke som "sukker"!

Junglen lever.... ikke helt ufarligt!

Vores første nat i junglen var helt speciel. Vi var trætte men kunne næsten ikke falde i søvn for alle de lyde... Wow! Det var helt fantastisk. Man kan næsten ikke forestille sig at de små natdyr kan larme så meget! Vi sov i to åbne bambushytter. Første morgen skulle vi på en 4 timers tur, herefter frokost og senere en tur mere inden aftensmad. Lyden, lugten og følelsen af at være i junglen "alene" med alle dyrene var helt fantastisk. Vi alle var lamslåede af indtryk og måtte bare suge til os.
Vi var "HELDIGE" at møde en af de giftigste - men ikke aggressive slanger. Vores guide var lige ved at træde på den... efter chokket (og et par billeder naturligvis) tog vi videre og mødte legende og skrigende "cappuchino-aber", mange spændende biller og kryb i smukke farver, fugleedderkopper og giftfrøer m.v. Vi må indrømme at da vi mødte vores første fugleedderkop, hvor vi var i mellem to klipper med ca. 30 cm gangpassage og vi skulle passere den blev der ikke sagt et ord. Alle var i "overlevelses-mode"... instinktivt vidste vi alle fire at der ikke var noget at gøre... Vi skulle bare forbi den UDEN at røre den! Det var en svær opgave med så lidt plads!!! Vi var alle imponerede over hvordan vi alle reagerede... vi gjorde det bare... og bag efter var vi helt euforiske af "vi gjorde det"! - Man skulle nok have været der? Eller måske ikke!?!

Jungle-trek i Amazonas deltaet i det nordlige Bolivia

Efter 6 dage i luksus var vi igen klar til nye eventyr! Efter 7 timers forsinkelse tog vi et fly op nord på til byen Rurrenebaque. Vi havde lige glædet os over at flyet kun tog 40 minutter og vi ikke skulle sidde i en bus i 12 timer. Nu endte det hele så med nogenlunde samme transporttid...øv! Velkommen til Bolivia! Vi er efterhånden blevet ret færme til at få det bedste ud af ingenting. Så spiller vi kort (har allerede slidt 3 spil op), drikker kaffe og cola og spiser chokolade ;-)
Da vi landede tog vi herfra en båd videre op ad floden Beni, hvor vi skulle bo i et lille landsby-samfund San Miguel del Bala. Vi ankom om eftermiddagen og vidste at de næste 3 dage stod den på trekking (=hårde gåture), junglens vilde dyreliv af bl.a. slanger, edderkopper, kryb i alverdens smukke farver og størrelser, besøg i landsbyens skole, lave sukker, fiske i floden og på jagt efter jaguarer og pumaer.

Trætte i Bolivia!

Vi kørte i bus til grænsen og gik selv over og fik vores stempler. Tydeligt var forskellen fra Peru til Bolivia allerede her! Vi bemærkede som det første vejene... fra asfalt i Peru til hullede grusveje i Bolivia. Organisering - eller mangel på samme. Alt tager bare længere tid i Bolivia, hvis det ellers kan lade sig gøre. Serviceniveauet dalede drastisk, men heldigvis gjorde priserne det samme. Bolivia er det fattigste land i Sydamerika og det kan tydeligt ses og mærkes... Vi startede vores tur i La Paz, der har over 1,5 millioner indbyggere. En by med de vilde kontraster - også mellem rig og fattig. Luksus skyskrabere ejet af store firmaer eller dyre hotelkæder mellem halvfærdige og fuldt beboede 2 etagers faldefærdige huse. Folk på gaden i traditionelle dragter og forfrosne ansigter tiggende på gader, udenfor kirker og i restauranter - og så de business klædte folk, der trisser travlt på vej til eller fra arbejde. Små drenge overalt, der pudser dine sko i et kvarter for 50 øre... og vi kunne blive ved! Alle de "rigtige" butikker og brands, såsom BurgerKing, MacDonalds, Adidas, Nike og Nokia - og så for alle dem, der ikke har råd (eller fordi det smager godt)... gadekøkkener, der sælger suppe og stegte kyllinger og pommes frites for 2 kroner.
Vi var såååå trætte da vi ankom til Bolivia. Vi var trætte af at rejse... modløse af at se al den fattigdom, irriterede over den usle hygiejne, trætte af at skifte seng og hjem hver anden dag, udmattede af al den transport... Vi trængte bare til at komme HJEM!!! Vi var grædefærdige... så Peter og jeg måtte tage en hård men god beslutning. Vi tager på det lækreste hotel vi kan finde der virker europæisk! Ikke fordi vi synes at pengepungen ligefrem bugnede af penge, men bare fordi vi trængte og vi var ved at gå rejsekolde. Vi endte med at booke os ind på Radisson for hele 500 kroner pr. overnatning for os alle fire! Det er jo latterligt billigt i forhold til Radisson i Kbh. - og mindst lige så lækkert. Her endte vi så med at bo i 6 dage med swimmingpool, spa, sauna, minibar, computerrum med det sidste nye, kæmpe overdådig morgenbuffet og en fantastisk restaurant på 15. sal med udsigt over hele La Paz. Vi følte os som konger og prinsesser - og vi blev behandlet som sådan! Lige hvad vi trængte til ;-)

Dansk er dejligt!

Efter at have rejst i nu over 8 måneder og landet i Bolivia i byen La Paz, har vi dannet vores helt eget sprog og forståelse... vi har f.eks. et udtryk og kælenavn som transporTHOMAS og kanTINA, når vi ikke ved hvad chaufføren eller vores "madmor" hedder! Vi har kælenavne som alpacaPETER, la-så-vær-lukas, café-latte-Charlotte og mad-max... vi har også de søde som: Peter-prut, Marcus Muldjord, Lucky Lukas og Charlotte-potte-von-pis-pot ;-)
Vi nyder at have vores helt eget sprog, når vi rejser. Vi kan ordne mange ting, med et smil på læben, mens vi skælder ud, irettesætter eller fortæller vores helt ærlige mening om tingene, når vi har fået for meget, er trætte eller bare har lyst til at lave sjov med det hele eller med hinanden! Dansk er DEJLIGT!
Har du måske nogle sjove udtryk, når du rejser?

Overnatning hos en lokal familie

Det mest spændende ved vores Titicaca tur var at vi skulle overnatte hos en lokal familie. De hentede os i havnen og vi gik op, op og op... til deres lille hus. Huset lå idyllisk halvt oppe på øen og med en skøn udsigt over havet og de andre i landsbyen (ca. 200 mennesker/30 familier). Vi vidste godt at de var fattige og kun lige havde til dagen og vejen, men deres hjerterum og åbenhed var overvældende og tankevækkende... vi fik frokost (suppe med masser af krydderurter og kartofler), gedeost, ris, tomater og myntethe. Senere gik vi igen opad og mødtes med flere andre til fodboldkamp på deres "stadion"... om aftenen efter endnu en portion suppe mødtes vi med de andre familier i forsamlingshuset og dansede lokale danse. Vi var dødtrætte, da vi skulle i seng den aften... det var ret svært uden noget lys og toilet... og tålmodigheden og overskuddet var ikke stort... vi famlede os rundt, slog os lidt (deres huse er ca. 1,5 m. høje til loftet), fandt ned under de 5 uldne tæpper og faldt endelig i den dybe søvn - snork! Næste morgen var alt meget bedre. Aftenens strabadser var glemt og vi nød et par timer, hvor drengene også lige nåede at lave "våben" af sten og træ... så gik turen ellers videre rundt på Lago Titicaca!

Titicaca søen - de flydende landsbyer!

Efter en dags hvile tog vi videre mod Titicaca søen. Vi sejlede ud fra havnebyen Puno og ud på søen i en båd, der næsten virkede... Det betød flere stop, længere pauser og en stank af bensin... skønt! Titicaca er den største navigerbare sø i verden. Den ligger i 3800 meters højde og er kæmpe stor. På søen er der 25 flydende landsbyer. Den første blev "lavet" for 75 år siden. Her lever de virkeligt primitivt - uden nogen form for elektricitet eller hjælpemidler. De lever af fisk og en speciel "frugt" fra havet, som de også bruger til at lave "gulv", huse og sejlbåde af! Det var meget fascinerende og vi fik helt lyst til at bo der - for en lille periode. Men da solen gik ned og det blev koldt, blev vi enige om, at vi alligevel ikke havde lyst til at vågne våde og forfrosne på en siv-ø, med dårlige maver og uden mulighed for at komme til fastlandet før næste tirsdag! Drengene hoppede rundt som var øen en hoppepude og de delte blyanter og slik ud til børnene.

Machu Picchu - den glemte by!

Spektakulært, ufatteligt, imponerende... find selv på ord! Vi kan ikke finde ord, der beskriver, hvor fantastisk det var. At stå der midt i historien, tilbage i det 16. århundrede og se det imponerende bygningsværk på toppen af bjergene! Ubeskriveligt! For mange er Machu Picchu højdepunktet på deres rejse til Peru - det blev det også for os!
Kort fortalt: I 1911 blev Machu Picchu fundet ved en fejltagelse af den amerikanske prof. i arkæologi Hiram Bingham. Han ledte egentlig efter en anden by, men fandt i stedet Machu Picchu. Der er mange gisninger om hvad stedet skulle bruges til. En af dem er, at Machu Picchu var et fort der skulle beskytte de kongelige, andre siger det var et tempelområde og igen nogle siger det var for at beskytte inka-kulturen efter den spanske invasion! Under alle omstændigheder viser kvaliteten af byggeriet at det må have været af stor vigtighed. Man regner med at der var omkring 20.000 der arbejdede på byggeriet af gangen.
Vi tog derop med den tidligste morgenbus for at få solopgangen med (og ikke så mange turister) ;-) Efter vi havde taget vores billeder og gået rundt i ruinerne en times tid tog vi turen op ad det stejle bjerg Wayna Picchu, hvor vi vandrede op ad bjergsiden til Månetemplet på toppen. En rigtig mandomsprøve, men vi klarede det - både op og ned igen! Drengene var ikke til at skyde igennem. Og har siden fortalt det til Gud og hver mand ;-) Vi glemmer aldrig denne oplevelse!

På hesteryg over Andesbjergene!

"Jeg er en glad lille cowboy"...
Vi har ondt i bagdelen! Men vi er helt oppe og køre! 4 glade amatører på hesteryg i den mest storslåede natur med borge og fæstninger spredt ud med rund hånd omkring os. Det fik smilet frem på alles læber. Vi blev dog også pinligt klar over, at vi ingen forstand har på heste og hvordan man "styrer" disse skabninger... hverken pruh eller hopsa dasse eller noget hjalp. Hestene gjorde lige hvad de havde lyst til uanset hvad vi prøvede - og det var nu egentlig også fint nok! Lukas og Marcus var dog lidt skuffede over at de ikke fik redet i galop ud over stepperne med vind i håret og tårer i øjnene. De var dog ikke mere skuffede end at Lukas udbrød: "Jeg SKAL have en hest, når jeg kommer hjem! Det er ligesom at køre på en levende motorcykel!"
Rideturen blev blandet med besøg på de mange arkæologiske steder på vores rute. Sikken dag! Det er nu specielt at lugte af hest og være øm i ...!

Byen Cuzco og Den Hellige Dal!

Vi er ankommet til byen Cuzco efter 14 timers natkørsel gennem bjergene... pu-ha! Vi har efterhånden tilbagelagt mange timer i bus. Vi var dog lidt nervøse, da der dagen inden var en kæmpe busulykke med 4 døde og 40 sårede med samme busselskab. Det er ikke for sjov at vi beder om Guds beskyttelse hver gang vi tager afsted.
Cuzco ligger i 3400 meters højde og højden mærker vi tydeligt. Vi kan kun lave en ting ad gangen og i et meget stille tempo. Ikke noget med at snakke, spise og gå samtidig eller grine for længe af en vittighed! Så får vi med det samme åndenød og skal puste og pruste i lang tid. Appetiten er næsten væk og vi sover lidt mere end sædvanligt. Ellers har vi det meget godt!
Vi tog på tur til "Sacred Valley", hvor vi så flere inka-ruiner, købte ind på de lokale markeder, spiste peruviansk mad og nød ellers bare naturen og deres imponerende håndbyggede bjerg-terrasser, som skar sig ind i bjergene og gør/gjorde det muligt at dyrke jorden. Desværre er der færre og færre bønder, da de tjener flere penge på turister ved salg af strikhuer, trøjer m.v. Det har ændret hele deres måde at leve og overleve på! Nu klæder de sig i stedet ud i deres traditionelle dragter, tager Lama-unger under armen og stiller sig til rådighed for turist-kameraer for "Una Soles" por favor!