14 september 2007

Machu Picchu - den glemte by!

Spektakulært, ufatteligt, imponerende... find selv på ord! Vi kan ikke finde ord, der beskriver, hvor fantastisk det var. At stå der midt i historien, tilbage i det 16. århundrede og se det imponerende bygningsværk på toppen af bjergene! Ubeskriveligt! For mange er Machu Picchu højdepunktet på deres rejse til Peru - det blev det også for os!
Kort fortalt: I 1911 blev Machu Picchu fundet ved en fejltagelse af den amerikanske prof. i arkæologi Hiram Bingham. Han ledte egentlig efter en anden by, men fandt i stedet Machu Picchu. Der er mange gisninger om hvad stedet skulle bruges til. En af dem er, at Machu Picchu var et fort der skulle beskytte de kongelige, andre siger det var et tempelområde og igen nogle siger det var for at beskytte inka-kulturen efter den spanske invasion! Under alle omstændigheder viser kvaliteten af byggeriet at det må have været af stor vigtighed. Man regner med at der var omkring 20.000 der arbejdede på byggeriet af gangen.
Vi tog derop med den tidligste morgenbus for at få solopgangen med (og ikke så mange turister) ;-) Efter vi havde taget vores billeder og gået rundt i ruinerne en times tid tog vi turen op ad det stejle bjerg Wayna Picchu, hvor vi vandrede op ad bjergsiden til Månetemplet på toppen. En rigtig mandomsprøve, men vi klarede det - både op og ned igen! Drengene var ikke til at skyde igennem. Og har siden fortalt det til Gud og hver mand ;-) Vi glemmer aldrig denne oplevelse!

Ingen kommentarer: