Klatre på vulkaner

Klokken 5.30 stod vi op for at mødes med Rolando vores guide, der skulle følge os til vulkanen Pacaya. Vi skulle klatre Fra 1500 meters højde op til 2550 meters højde. Det lød da ikke af ret meget! Kun en kilometer!!! Vi blev hurtigt overraskede og allerede efter en halv time havde vi to drenge der mente at de ville DØ lige på stedet, hvis ikke vi fik fat i en hest og red ned igen ;-) Der skulle store afledningsmanøvre til og efter en snak om juleaften, gaver og familien - og alt det vi glæder os til at komme hjem til, så vendte deres minus til plus;-)
Det er nærmest en underdrivelse at sige at turen var hård. Den var VILDT hård... Vi var først i tvivl om vi overhovedet skulle tage en vandrestok med. Godt vi gjorde. Vi fik rigeligt brug for den, for det var ikke bare en vandretur, men en klatretur ad stejle, glatte, ujævne og til tider mudrede "stier". Men det var også en tur, hvor vi kom helt tæt på! Efter et par timer nærmest lodret opad, holdt vi pause og fik "morgenmad", der bestod af frisk ananas, bananbrød og mango. Drengene legede med de vilde hunde og så gik turen ned i "dalen", hvor lavaen var samlet og vi kunne komme helt hen "at røre".
Efter en rutsjetur ned ad bjerget ankom vi til noget der allermest mindede os om Månebase Alfa. Et stort område med både gammel og ny lava. Det røg flere steder fra og vi kunne se det rødglødende lava, der bevægede sig nedad hele tiden. Vi klatrede rundt på den gamle lava og der var ingen fare for at vi skulle komme til at træde på den levende lava. Det var så varmt at der ikke var noget at tage fejl af. Vi smed hurtigt, hvad der var at smide af tøj og mens vi sad der og duftede til duften af "bål" (uden den dårlige lugt af røg), så havde Rolando sørget for en lille surprise. Overraskelsen bestod af marshmellows (skumfiduser) på en lang gren, som blev grillet over den varme lava, hvorefter to chokoladekiks blev "burgerbollen" omkring skumfidusen. Der var stor jubel og der blev spist til en lille mavepine. Det var så stort at sidde der midt i lavaen, grille skumfiduser og vide, at bare en time senere, så var det ikke muligt at sidde hvor vi sad, for så ville lavaen være også der. Da vi kom hjem var vi segnefærdige af træthed og gik lige på hovedet i seng.