11 juli 2007

Livet på Caqalai

Hvad får man tiden til at gå med i 12 dage på en sydhavs ø midt ude i Stillehavet. Læse, spise, dykke, svømme, snakke, lege og så forfra igen! Livet er så simpelt og den lokale mad bliver serveret og de lokale sørger for at vi har det godt. De laver mad til os (simpel mad, der kunne have brugt lidt flere krydderier!), vasker op, rydder op og underholder om aftenen med live-musik og sang til maden, kava-drikning og bål på stranden. Det er utroligt hvor simpelt et liv de lever og som vi nu har levet de sidste 12 dage - uden at savne tv, varmt vand, elektricitet og andre stimulanser andet end "det gode selskab". Vi behøvede ikke andet. Vi havde hinanden og lærte snart også de andre 10-12 rejsende og de lokale at kende. Dagen startede kl. 7 om morgenen med morgenmad, lektier, snak og hygge på stranden, bade og dykke, frokost, læse og middagslur, snakke og hygge, eftermiddags the og kaffe, mere hygge, svømme og volleyball på stranden med de lokale, aftensmad med live-musik og godnat højtlæsnings historie i skæret fra pandelampen. Solen går ned kl. 18 og derefter er al belysning med petroleum eller bål på stranden. Det betød også at aftenen sluttede tidligt og vi gik i seng efter endnu en "hård" dag - med det travle liv på Caqalai ;-)

Ingen kommentarer: