Hjemme hos fætter Peter

Det er altid lidt spændende hvordan det vil gå, når man skal bo hos nogen for første gang – specielt når det er 30 år siden sidst. Så det var lidt med sommerfugle i maven vi tog hen til fætter Peter for at overnatte. Men hvor var det hyggeligt! Peter viste os rundt og hjalp os med at finde os til rette. Drengene fik en tur i Peters 40 års fødselsdagsgave til ham selv – en flot rød Ferrari med læderindtræk! Uha, den en flot! Og så fik drengene leget med Peters hund Harry – en Golden Retriever, som bare var vildt sød og dejlig.

Saddleback Church

På vej nordpå fra San Diego var vi til gudstjeneste to gange. Første gang med Lois og Jack i deres menighed – en presbyteriansk mega-kirke. Næste gang var om eftermiddagen i Saddleback, som ligger i nærheden af Los Angeles. Denne kirke er stor. Det er næsten ligesom at komme ind i Disneyland. Det skal opleves. Drengene synes rigtig godt om dette sted. Der var alt for børn lige fra spillemaskiner bygget ind i væggene til børneshow til levende dyr til klatrestativer... alt! Det var lige noget for dem, selvom de synes der var alt for meget undervisning... hmm!
Vi i den mere modne afdeling nød gudstjenesten i hovedbygningen med god undervisning og god musik. Det er bestemt et besøg værd!

SeaWorld

Killerwhales! De er kæmpe store og fascinerende at se på! Det er næsten som om de hypnotiserer en med deres storhed og enorme krop – sådan lige der foran næsen på os. Og samtidig, så fik vi lyst til at kramme dem og holde dem og ride på ryggen af dem og... ja, det er en speciel oplevelse. Lukas og Marcus var fuldstændig væk i den halve time showet varede... og det var vi andre faktisk også.
Resten af SeaWorld er nu også imponerende og vi så og oplevede alle mulige shows og dyr, som vi sent vil glemme.

Lois og Jack fra San Diego

Det er nu fascinerende at man kan rejse om på den anden side af jorden og møde nogle mennesker et sted oppe i nordThailand og så et halvt år senere møde dem i San Diego. Jeg elsker disse ”divine encounters”!
Lois og Jack er et ældre ægtepar fra Californien og med i menighedsrådet en presbyteriansk megakirke. De er begge pensionister og nyder livet i deres hjem i San Diego. Det var bare et par gode dage i deres fællesskab med gode steaks og califonisk hvidvin og rødvin og... well, god mad! Jack har været musik professor på Fuller University og Lois har ledt Aids-
Det opmuntrer os som familie til selv at være gode til at invitere ”fremmede” hjem og være lidt mere gæstfri. For os var det som at komme hjem i et par dage... selvom de har nogle helt andre dyr i deres baghave!!

Universal Studies

En ting er helt sikkert! Én dag er for lidt i Universal Studies (US). Derfor skyndte vi os at udvide vores indgangspas til et årskort, selvom vi nok ikke helt får det udnyttet. Og takket være Peter Cheskis (grandfætter) massive reklamer på selv samme sted fik vi de første billetter gratis. Herligt!
US er imponerende. Det er ligesom at træde ind i et fjernsyn og selv være en del af det hele – lige fra filmscenerne i WaterWorld med Kevin Costner til Shreek 4 til Jurassic Park, hvor det ene farlige dyr efter det andet dukker op.
Vi prøvede stort set alt hvad der kunne prøves og ses og sprang kun de mest uhyggelige ting over (godt at kende sine grænser). Marcus var glad for at kramme ”Lassie” hunden fra Lassiefilmen. Lukas var vild med rundturen, hvor man ser hele verdenen bag filmstudierne. Charlotte var bare vild med ”det amerikanske”, hvor alt bare er super og prof. og flot og en stor totaloplevelse... og jeg synes WaterWorld var imponerende!

Et uventet gensyn – en uventet oplevelse!

Det er meget specielt at se en person efter 30 år i hver sin verden. Jeg (Peter) var i min ungdom en del gange i Canada på ferie hos tante Gerda og onkel Carl. De havde to sønner – den ene var min navnebror Peter. Så gik der lige en del år, hvor vi har hørt om hinanden gennem vores kære mødre, men ikke set hinanden. Vi vidste at Peter boede i Los Angeles og arbejdede som plastickirurg. Han kender personligt mange af de kendte i Holleywood - og har opereret mange af dem. Efter at have mailet frem og tilbage mødte vi op på Dr. Cheski's klinik sidst på eftermiddagen. Det var med sommerfugle i maven – specielt for mig (og helt sikkert også for fætter Peter) – at vi kom ind på klinikken og sagde "Hello - how are you!". Helt utroligt at man efter så mange år stadig bare kan mærke at det her er familie og vi "hører sammen". Det var skønt at mødes igen og kunne tage tråden op, som om vi lige havde sagt farvel til hinanden for lidt siden. Vildt.
Han viste os rundt og forklarede om livet på klinikken. Rundvisningen sluttede af med at han (Peter Cheski) inviterede mig med ind at se en operation. Det var en ung kvinde, som skulle have en brystoperation (330 ml). Så efter at have fået det rigtige operationstøj på gik ”vi” i gang med operationen. Peter er en dygtig kirurg og pioneer. Han har udviklet en helt speciel teknik til at lægge implantater ind på, hvor han gør det igennem navlen, så der ikke kommer nogle ar. Yes! Det lyder fuldstændig vildt, men efter at have set hele operationen, så må jeg sige at det er imponerende, hvor enkelt og skånsomt det er i forhold til de traditionelle skønhedsoperationer der findes. Operationen tog under 30 minutter og efter en times opvågning og klargøring, så kan patienten tage hjem igen! Imponerende!
Om det så giver mening eller ej at lave om på sig selv i denne grad vil jeg slet ikke komme ind på i dette indslag!
Det var herligt for Peter at møde sin gamle fætter igen og bestemt ikke sidste gang!
Ov! Fik jeg nævnt at Peter kørte Lukas og Marcus en tur i sin nye Ferrari - deres øjne og mund var åbne længe efter. Vi sluttede dagen af med restaurantbesøg på Beverly Hills Boulevard... What a treat! Vi hyggede os og grinte rigtig meget. Lukas blev bedste venner med Peter og han blev inviteret over til ham, når han blev 16 og måtte vælge mellem hans Porsche, BMV'en, Cadillac'en eller... bare ikke hans Ferrari, men gerne en af de andre 6 biler han har ;-))

Farvel Fiji og farmor – goddag USA og mormor

At flyve over Stillehavet er ikke særlig svært, men det er nu tankevækkende at det er så stort. Der er 11 timers flyvning fra Fiji og så var vi allerede et godt stykke derude af i forvejen. Verden er større end vi lige går og tænker. Well!
Da vi ankom til Los Angeles Airport fik vi sagt farvel til farmor Gina efter nogle skønne uger sammen og efter en del ventetid – udfyldt med at leje bil og hotel, så kunne vi endelig sige goddag til mormor Yvonne.
Det blev temmelig sent inden vi lagde os til at sove den nat. Snakken gik for fulde gardiner og der skulle samles op på stort og småt. Det var bare dejligt at se mormor igen efter så lang tid fra hinanden.

Bounty Island

Da vi endelig sluttede vores tid på Caqalai, tog vi videre til den vestlige side af Fiji – efter et kort ophold i hovedstaden Suva og et par dage i Pacific Harbour. Den vestlige del af Fiji er den mest kendte. Den består af to ø-grupper Mamalukkerne og Yasawaerne.
Vi havde bestilt plads på ferie-øen Bounty Island – et lille ferieparadis med alle mulige vandaktiviteter og deres egen lille kirke. Her fik vi ordentlig samlet op på alt det vi ikke fik gjort på Caqalai. Peter fik dykket med flaske og var nede og dykke på et vrag for første gang. Lukas fik sejlet kano og katamaran og Marcus fik badet i svømmepølen og leget med skildpadder, mens Charlotte og Gina (farmor) fik ligget i liggestol og spillet billard. Det var en rigtig dejlig ø at slutte opholdet på Fiji på inden vi skulle flyve over Stillehavet og videre til USA.

Kava drikning

På Fiji har de en national drik som hedder ”kava”. Det er peberrod, der er mast fuldstændig, så saften kommer ud og så bliver det puttet i en lærredspose og puttet i et vandfad. Herefter bliver det blandet godt sammen med en eller flere poser alt efter hvor stærkt det skal være. Til turister hører 1 pose – til lokale hører 5 poser.
Da vi kom til øen så skulle der være velkomstfest – fantastisk! Det fandt vi så ud af at der er hver dag! Den slutter af med kavadrikning og musik. Vi skulle alle smage en tår. Ifølge traditionen skal man klappe tre gange inden og en gang efter. Det gjorde vi så. Kava ligner gammelt opvaskevand og smager også noget i den retning. Uha! Det gør vi aldrig igen!!

Gudstjeneste på naboøen

Det var med sommerfugle i maven vi tog til gudstjeneste på naboøen Motoriki. Vi måtte vade ind til land, da det var lavvande om formiddagen. Hele Fiji har over 700 øer og de fleste af dem er beboet af folk med en metodistisk kirkebaggrund (noget lignende vores danske folkekirke – bare på engelsk).
Gudstjenesten blev banket i gang med en kæmpe udhulet træstamme, som vi kunne høre helt ovre på vores ø. Den blev både brugt som time-ur og som sammenkalder! Da vi kom ind i kirken var der allerede et stort kor som var begyndt at synge. Det var anden gang vi blev overraskede over hvor flot et kor kan lyde. Sidste gang var i flygtningelejren i Thailand. Sangen var højdepunktet. Resten foregik på fiji og var ikke til at følge med i.
Efter gudstjenesten blev vi fulgt over til deres skole, hvor de underviser helt op til 6. Klasse. Derefter skal de på efterskole for at få deres afgangseksamen og gymnasieklasse gennemført. Det er desværre ikke alle der får lov til at læse videre, da skolen ikke er gratis og de enkelte familier ikke har råd til at sende alle af sted.
Vi blev vist rundt af en udenlansk lærer, som var udsendt fra England i nogle måneder... og så en hel masse børn. De er nogle af de mest skønne og venlige mennesker og gæstfrie. Vi følte os rigtig velkomne.

Livet på Caqalai

Hvad får man tiden til at gå med i 12 dage på en sydhavs ø midt ude i Stillehavet. Læse, spise, dykke, svømme, snakke, lege og så forfra igen! Livet er så simpelt og den lokale mad bliver serveret og de lokale sørger for at vi har det godt. De laver mad til os (simpel mad, der kunne have brugt lidt flere krydderier!), vasker op, rydder op og underholder om aftenen med live-musik og sang til maden, kava-drikning og bål på stranden. Det er utroligt hvor simpelt et liv de lever og som vi nu har levet de sidste 12 dage - uden at savne tv, varmt vand, elektricitet og andre stimulanser andet end "det gode selskab". Vi behøvede ikke andet. Vi havde hinanden og lærte snart også de andre 10-12 rejsende og de lokale at kende. Dagen startede kl. 7 om morgenen med morgenmad, lektier, snak og hygge på stranden, bade og dykke, frokost, læse og middagslur, snakke og hygge, eftermiddags the og kaffe, mere hygge, svømme og volleyball på stranden med de lokale, aftensmad med live-musik og godnat højtlæsnings historie i skæret fra pandelampen. Solen går ned kl. 18 og derefter er al belysning med petroleum eller bål på stranden. Det betød også at aftenen sluttede tidligt og vi gik i seng efter endnu en "hård" dag - med det travle liv på Caqalai ;-)

Bula Caqailai!

Tolv dage midt ude på en tropisk stillehavsø omgivet af koraller, sand og palmer. Med egen bambushytte og "indlagt" petroleumslampe. Det bliver ikke mere "back to nature" og idyllisk! Vi kom sejlende ind med vind og saltvand i håret og skræk i øjenene. Turen dertil blev ikke helt så romantisk, som vi havde forestillet os. Til gengæld var bølgerne 2 meter høje og farmor var sikker på at vi aldrig ville nå frem! Men frem nåede vi... og det var alle bekymringerne værd! På øen stod de lokale og tog i mod os med Bula-råb (velkomsthilsen) og i blomstrede skjortekjoler, musik og sang. Vi følte os hensat til Honolulu/Hawaii, men det fik os med det samme til at glemme den forfærdelige 2 timers sejltur dertil. Og det efter 24 timers flyvetur, 4 times bustur og en times taxatur og to timers venten under en lille bro ud til en flod....pu-ha!
Vi fik to hytter direkte ud til havet. I hytten var en simpel seng med myggenet og en lille hylde til bøger og sager. Toilletterne var i små skure og badet var bag et forhæng af palmeblade! Interresant men helt i overensstemmelse med vores forestillinger og vi nød den simple livstil og ikke mindst FREDEN og roen!

Gensyn med FARMOR!

5, 4, 3, 2, 1 og endelig skete det. Efter et halvt år væk hjemmefra og nedtælling de sidste to uger, så kunne vi endelig mødes med farmor! Det var en mærkelig og vidunderlig fornemmelse og vi alle græd af glæde over gensynet. Vi ankom sent om aftenen og drengene spurtede op til værelset for at finde farmor. Hun var der ikke!?! Så rundt på hotellet og DER var hun i receptionen. Efter kramme-tid og grin og gråd, satte vi os stille ned og fik fortalt og fortalt. Farmor havde en masse gaver med fra Danmark og de blev lystigt flået op! Det er jo ikke gaverne det kommer an på – siger drengene i kor. Men efter et halvt år uden remoulade, piratos og Anders And, så var der nærmest lykke skrevet i øjnene på Marcus og Lukas (deres forældre) og Farmor der stille stod i baggrunden og kunne se de lykkelige drenge rive og flå i papiret!