Dansk er dejligt!

Efter at have rejst i nu over 8 måneder og landet i Bolivia i byen La Paz, har vi dannet vores helt eget sprog og forståelse... vi har f.eks. et udtryk og kælenavn som transporTHOMAS og kanTINA, når vi ikke ved hvad chaufføren eller vores "madmor" hedder! Vi har kælenavne som alpacaPETER, la-så-vær-lukas, café-latte-Charlotte og mad-max... vi har også de søde som: Peter-prut, Marcus Muldjord, Lucky Lukas og Charlotte-potte-von-pis-pot ;-)
Vi nyder at have vores helt eget sprog, når vi rejser. Vi kan ordne mange ting, med et smil på læben, mens vi skælder ud, irettesætter eller fortæller vores helt ærlige mening om tingene, når vi har fået for meget, er trætte eller bare har lyst til at lave sjov med det hele eller med hinanden! Dansk er DEJLIGT!
Har du måske nogle sjove udtryk, når du rejser?

Overnatning hos en lokal familie

Det mest spændende ved vores Titicaca tur var at vi skulle overnatte hos en lokal familie. De hentede os i havnen og vi gik op, op og op... til deres lille hus. Huset lå idyllisk halvt oppe på øen og med en skøn udsigt over havet og de andre i landsbyen (ca. 200 mennesker/30 familier). Vi vidste godt at de var fattige og kun lige havde til dagen og vejen, men deres hjerterum og åbenhed var overvældende og tankevækkende... vi fik frokost (suppe med masser af krydderurter og kartofler), gedeost, ris, tomater og myntethe. Senere gik vi igen opad og mødtes med flere andre til fodboldkamp på deres "stadion"... om aftenen efter endnu en portion suppe mødtes vi med de andre familier i forsamlingshuset og dansede lokale danse. Vi var dødtrætte, da vi skulle i seng den aften... det var ret svært uden noget lys og toilet... og tålmodigheden og overskuddet var ikke stort... vi famlede os rundt, slog os lidt (deres huse er ca. 1,5 m. høje til loftet), fandt ned under de 5 uldne tæpper og faldt endelig i den dybe søvn - snork! Næste morgen var alt meget bedre. Aftenens strabadser var glemt og vi nød et par timer, hvor drengene også lige nåede at lave "våben" af sten og træ... så gik turen ellers videre rundt på Lago Titicaca!

Titicaca søen - de flydende landsbyer!

Efter en dags hvile tog vi videre mod Titicaca søen. Vi sejlede ud fra havnebyen Puno og ud på søen i en båd, der næsten virkede... Det betød flere stop, længere pauser og en stank af bensin... skønt! Titicaca er den største navigerbare sø i verden. Den ligger i 3800 meters højde og er kæmpe stor. På søen er der 25 flydende landsbyer. Den første blev "lavet" for 75 år siden. Her lever de virkeligt primitivt - uden nogen form for elektricitet eller hjælpemidler. De lever af fisk og en speciel "frugt" fra havet, som de også bruger til at lave "gulv", huse og sejlbåde af! Det var meget fascinerende og vi fik helt lyst til at bo der - for en lille periode. Men da solen gik ned og det blev koldt, blev vi enige om, at vi alligevel ikke havde lyst til at vågne våde og forfrosne på en siv-ø, med dårlige maver og uden mulighed for at komme til fastlandet før næste tirsdag! Drengene hoppede rundt som var øen en hoppepude og de delte blyanter og slik ud til børnene.

Machu Picchu - den glemte by!

Spektakulært, ufatteligt, imponerende... find selv på ord! Vi kan ikke finde ord, der beskriver, hvor fantastisk det var. At stå der midt i historien, tilbage i det 16. århundrede og se det imponerende bygningsværk på toppen af bjergene! Ubeskriveligt! For mange er Machu Picchu højdepunktet på deres rejse til Peru - det blev det også for os!
Kort fortalt: I 1911 blev Machu Picchu fundet ved en fejltagelse af den amerikanske prof. i arkæologi Hiram Bingham. Han ledte egentlig efter en anden by, men fandt i stedet Machu Picchu. Der er mange gisninger om hvad stedet skulle bruges til. En af dem er, at Machu Picchu var et fort der skulle beskytte de kongelige, andre siger det var et tempelområde og igen nogle siger det var for at beskytte inka-kulturen efter den spanske invasion! Under alle omstændigheder viser kvaliteten af byggeriet at det må have været af stor vigtighed. Man regner med at der var omkring 20.000 der arbejdede på byggeriet af gangen.
Vi tog derop med den tidligste morgenbus for at få solopgangen med (og ikke så mange turister) ;-) Efter vi havde taget vores billeder og gået rundt i ruinerne en times tid tog vi turen op ad det stejle bjerg Wayna Picchu, hvor vi vandrede op ad bjergsiden til Månetemplet på toppen. En rigtig mandomsprøve, men vi klarede det - både op og ned igen! Drengene var ikke til at skyde igennem. Og har siden fortalt det til Gud og hver mand ;-) Vi glemmer aldrig denne oplevelse!

På hesteryg over Andesbjergene!

"Jeg er en glad lille cowboy"...
Vi har ondt i bagdelen! Men vi er helt oppe og køre! 4 glade amatører på hesteryg i den mest storslåede natur med borge og fæstninger spredt ud med rund hånd omkring os. Det fik smilet frem på alles læber. Vi blev dog også pinligt klar over, at vi ingen forstand har på heste og hvordan man "styrer" disse skabninger... hverken pruh eller hopsa dasse eller noget hjalp. Hestene gjorde lige hvad de havde lyst til uanset hvad vi prøvede - og det var nu egentlig også fint nok! Lukas og Marcus var dog lidt skuffede over at de ikke fik redet i galop ud over stepperne med vind i håret og tårer i øjnene. De var dog ikke mere skuffede end at Lukas udbrød: "Jeg SKAL have en hest, når jeg kommer hjem! Det er ligesom at køre på en levende motorcykel!"
Rideturen blev blandet med besøg på de mange arkæologiske steder på vores rute. Sikken dag! Det er nu specielt at lugte af hest og være øm i ...!

Byen Cuzco og Den Hellige Dal!

Vi er ankommet til byen Cuzco efter 14 timers natkørsel gennem bjergene... pu-ha! Vi har efterhånden tilbagelagt mange timer i bus. Vi var dog lidt nervøse, da der dagen inden var en kæmpe busulykke med 4 døde og 40 sårede med samme busselskab. Det er ikke for sjov at vi beder om Guds beskyttelse hver gang vi tager afsted.
Cuzco ligger i 3400 meters højde og højden mærker vi tydeligt. Vi kan kun lave en ting ad gangen og i et meget stille tempo. Ikke noget med at snakke, spise og gå samtidig eller grine for længe af en vittighed! Så får vi med det samme åndenød og skal puste og pruste i lang tid. Appetiten er næsten væk og vi sover lidt mere end sædvanligt. Ellers har vi det meget godt!
Vi tog på tur til "Sacred Valley", hvor vi så flere inka-ruiner, købte ind på de lokale markeder, spiste peruviansk mad og nød ellers bare naturen og deres imponerende håndbyggede bjerg-terrasser, som skar sig ind i bjergene og gør/gjorde det muligt at dyrke jorden. Desværre er der færre og færre bønder, da de tjener flere penge på turister ved salg af strikhuer, trøjer m.v. Det har ændret hele deres måde at leve og overleve på! Nu klæder de sig i stedet ud i deres traditionelle dragter, tager Lama-unger under armen og stiller sig til rådighed for turist-kameraer for "Una Soles" por favor!

De vilde nonner!

Vi har besøgt et ca. 500 år gammelt nonnekloster i byen Arequipa - lyder det kedeligt? Det var det overhovedet ikke.... heller ikke dengang i 1580!
Klosteret blev grundlagt i 1580 af en rig spansk enke. Hun inviterede kvinder fra de rigeste spanske familier til at blive nonner i hendes kloster "Monasterio Santa Catalina". Det var et meget prestigefyldt hverv og derfor blev klosteret hurtigt fyldt. Det eneste problem var at de rige kvinder tog deres livstil med sig. De havde hver 3-4 tjenestepiger - en til at lave mad, sy tøj, vaske, gøre rent osv. De levede livet på alle måder - og det blev snart kendt af alle at der var "fest" i nonneklosteret. Det kom paven for øre og det blev så enden på deres søde liv indenfor murene... Han sendte en stram dominikansk nonne, som fik ryddet op og strammet op på livstilen som nonne. Fra da af blev tjenestepigerne fyret, de skulle selv til at gøre alt - og det viste sig at skabe store problemer, da de aldrig havde prøvet at lave huslige pligter før...
Når det er sagt var deres liv ikke specielt "sødt". De stod tidligt op og levede i deres værelse, hvor de tilbragte hele dagen med at bede og sy. De kom kun ud en gang om dagen for at tale lidt med de andre nonner. De fik bad en gang om måneden og de fik besøg af familien en gang om måneden. De måtte dog ikke røre dem og kunne kun se dem gennem et gitter - alt under opsyn af en af de ældre nonner.
Vi var meget fascineret af hvor smukt det var inden for murene og høre om deres liv og se hvor de boede, badede, bad og spiste. Dengang var de 500 nonner - i dag er der 24 praktiserende nonner - med internet, tv, eget bad, køkken osv. Dengang var det altid den førstfødte datter der blev nonne og kun nonner fra rige spanske familier, der betalte formuer for at få deres datter i nonnekloster. I dag kan alle komme ind, det koster ikke noget og de vælger selv om de vil leve et liv som nonne.

Tæt på de vilde dyr

Lukas og Markus er meget begejstrede for alle de vilde dyr her i Peru. Og det bedste er, at de kan få lov til at komme helt tæt på. Selv de store ørne og de vilde lamaer kan de få lov til at røre. Så her er et par billeder! Vi kan ikke lade være med at smile lidt af de pong-ponger de pynter deres lamaer med ;-)
En ting, som vi dog indtil nu er gået udenom er deres marsvin. Dem har vi ikke set i levende live, da de her i Peru er en delikatesse, som får peruvianernes mundvand til at løbe og som de f.eks. spiser juleaften. De skulle smage udmærket, hvis de bliver tilberedt ordentligt! Vi har indtil nu formået at slippe for at spise de søde kæledyr! Vi har dog smagt Lama-kød og Alpaca-kød (en lama-art), som er mørkt, mørt og smelter på tungen! Drengene er vilde med det og spiser løs!

Inkafolket - et bjergfolk med en stor livsglæde

Vi er lige kommet tilbage fra en 2-dages tur i Colca Canyon med små afstikkere til diverse inka-landsbyer med lokale folk klædt i de traditionelle peruvianske farver. Specielt de små børn og babyer ser noget så henrivende ud i deres lille inkatøj. Man skal dog passe på med at tage billeder af inkaerne her i Peru, da flere mener at deres sjæl bliver fanget ind af billedet... så vi spurgte pænt hver gang! Og vi fik pænt lov til at betale hver gang! De kan nu noget med turisme her i Peru. Det er da sjovt at uanset hvor vi befinder os, så dukker der peruvianere op med ponchoer og panfløjter, små handsker og huer til salg og nærmest tæppebomber os med tilbud!
Det er nu ellers herligt at se hvor glade disse inkaer er. De smiler og hygger sig og bruger enhver anledning til at danse og synge og spille meget høj musik - uden omtanke på de stakkels naboer eller sarte folk med tinitus!
Det område vi befinder os i for tiden ligger fra 2.500 meter og op til knap 5.000 meter over havets overflade. Vi føler os alle som en gruppe kæderygere her... bare et hurtig tur op af trapperne til vores værelse og så må vi hive efter vejret! En anden udfordring er at vi alle føler os lidt ved siden af os selv. Højdesyge er noget farligt stads og det er en reel mulighed her i Peru. Charlotte oplevede det som om en lille lokal inkakriger dansede krigsdans inden i hendes hoved, da vi krydsede et bjergpas i 4.910 meters højde, selvom både hun og jeg og Lukas havde tygget cocablade med en eller anden lille syreholdig sten indeni. Uha, hvor det smagte!!! Det gør vi ikke igen! Vi fandt så senere ud af, at disse cocablade er de samme man laver kokain af... hmm!
En af turens højdepunkter var at se Condorer - disse flyvende fæstninger med et vingefang på over 3 meter! Det snakkede vi meget om på turen tilbage! Vi var også overraskede over at se de mange smukke kaktusser.

Sandsurfing i ørkenen

I dag var vi ude at surfe på sandbjerge i ørkenen. Vi kørte i en boogie og skreg - af skræk og grin! Det var vildt sjovt og vi fik fyldt alle tomme lommer, folder og underbukser med sand! Send alle SFO'er herud... der er rigelig plads i sandkassen ;-)

Peru - et land i kaos

Efter nogle dage i Lima, Peru er vi nu taget videre på en 16 dages tour rundt til nogle af Perus største seværdigheder. Det er første gang vi ikke selv planlægger og bare skal "bæres" rundt, men vi var nået et punkt, hvor vi bare havde lyst til at være turister uden at skulle finde ud af AL TING selv - uden at tænke! En helt befrielse, som vi nu nyder. Vi rejser stadig alene, men hopper af og på busser og ind og ud af hoteller... det er vildt at blive ført rundt og bare "tage i mod" service og søde mennesker.

Vi er lige nu i byen Ica, som ligger tæt på det jordskælvsramte Pisca. Vi har set hele ødelagte byer og masser af folk, der nu bor i telte - på må og få. Vi har talt med flere, der har mistet familiemedlemmer og mærker tydeligt her i byen, hvordan folk stadig er mærket af jordskælvet og alt det der skal bygges op både materielt og psyskisk hos disse mennesker.

En lille hilsen fra mig Marcus!

Det bedste land har indtil nu været U.S.A. En af de bedste steder var Seaworld!
Der var en delfin der kunne lave en dobbelt baglæns saltomotale og der var en delfin der sprang 5 meter op i luften. der var en spækhugger, der hed Shamu og en der hed baby Shamu. Der var hajer.

I Guatemala var der en by der hed Antigua den var rigtig hyggelig. Vi havde en aftale at hver dag til frokost tog vi på Burger King jubiii! Her i Peru har vi mødt en pige, der hedder Susan. Hun er sød virkelig sød. Vi har været i 2 forskellige spillearenaer. Der var radiobiler og der var et spil der hed Metal Slug 6 og 3. Den spillearena hed Moy Park den anden hed Conlor Park eller noget lignende.

Jeg har det ellers rigtig godt og savner jer familie og venner rigtig meget. Jeg håber også at I har det godt. Hilsen Marcus.