Wallamans Falls

Hold da op hvor det regner! Det er ikke for sjov at området nord for Townsville bliver kaldt et regnskovsområde. Da vi efter en lang køretur endelig ankom til Wallamans Falls styrtregnede det og vi kunne ikke se noget som helst for tågen henover bjergene. Heldigvis har vi vores hjem på ryggen og besluttede at bruge tiden med spise frokost, lave lektier og drikke eftermiddagskaffe – efterfulgt af højtlæsning og eftermiddagslur. Det hjalp! 3 timer senere var regnen stoppet og solen begyndte at titte frem.
Imponerende! 268 meter frit fald lige ned i gryden! Det bliver ikke bedre – og lyden! Vi måtte nærmest råbe til hinanden. Jeg elsker lyden af et kæmpe vandfald. Denne dybe rumlen, som sætter hele kroppen i svingninger og får en til at smile – bare sådan!
Det måtte vi ned til - og se nærmere på. Optimistiske tog vi af sted i klipklapper og sang vores vandresange. Der var jo kun 2 km. derned, så det kunne jo ikke tage så længe!?! Men vi blev klogere... det var jo tæt regnskov med smalle og våde stier og sten, så det tog os en krig at komme derned. Det var ikke uden en vis utilfredshed (læs: brokken) fra et par trætte drenge. Oven i det, havde vi glemt vandet! Det var bare så uheldigt. Helskindet nede ved foden af det dundrende vandfald, var det ikke svært at nyde, hvad vi så. Et fantastisk syn – og efter at have suget udsigten, duften, lyden til os, så begyndte den hårde tur op ad bakke... Da vi nåede toppen var der sejrsrusen. Drengene var bare så stolte... og med rette. Nu er vi klar til den rigtige, barske trekking!