Whitsunday on a monday...

Mandag nåede vi Arlie Beach, hvor de 74 Whitsunday øer ligger ud for. Et af de steder vi har haft i tankerne hjemmefra, som vi bare måtte opleve. En rigtig backpacker-by, hvor der er stemning og liv i gaden - og det kan vi jo godt lide ;-) Vi har kørt langt de foregående dage og besluttede hurtigt at blive her et par dage (blev til 5 dage;-). Fredag tog vi en tur med Ocean Rafting, en livredder-gummibåd, der har 450 hestekræfter ud for at besøge en aboriginal hule på Hook Island og spiste frokost på Whitehaven Beach. En kridhvid sandstrand med gennemsigtigt azurblåt hav... fantastisk! Vi spillede bold på stranden og fik set det smukke koralrev med snorkeludstyret. Det var en skøn dag, hvor vi bare kunne nyde at blive ført rundt mellem øerne og se det smukke landskab (er ked af at trætte jer med "smukke landskaber" men det er bare for smukt her). Det er umuligt at få på billeder -selvom vi prøver! Og vi så SKILDPADDER. Kæmpe skildpadder i vandet ;-) Drengene (alle 3) kunne slet ikke få nok af farten i båden... der blev hvinet og hujet - Lukas og Marcus var LYKKELIGE!!! Det er svært at være ked af livet! Vi takker hver dag for denne mulighed vi har fået og kan bare gi' det videre... gør det - og gør det NU!

Surprise surprise!

Vi ankom i dag til Townsville, hvor vi havde været for 14 dage siden. Det var dejligt, som at ”komme hjem”. Vi kendte stedet, forholdene og menneskene. Peter fik os checket ind og spurgte (mest for sjov, men også med et spinkelt håb, da vi havde givet adressen til et par stykker) om der var post til familien Dyhr... JA, sagde hun, det er der! Peter fik en fødselsdagshilsen og drengene fik en pakke fra Faster Jette og onkel Steven fra England med alle mulige danske blade – FANTASTISK! Der blev helt stille i flere timer i træk, hvor både Lukas og Marcus læste, læste og læste. De har virkelig været sultne efter noget dansk ”litteratur”! Skønt – og tak for det Jette og Steven. Vi elsker jer – always!

Så dykker vi igen!

Peter og Charlotte skulle have luftet deres PADI diver certificates og sprang i havet med flaske på ryggen og et stort smil på læben.
At svømme med barracudaer, Napoleon Wrasser, angel fish, trigger fish, papagøjefisk, anemonefisk og alle mulige andre fisk er vidunderligt. Oplevelsen af at være ”et” med havet gør noget ved en (hvis det ikke var for den larm, som udåndingsluften giver – vi mangler en ny opfindelse her!)
Marcus og Lukas var iført deres snorkeludstyr og dykkede flittigt alle de 3 steder vi ”holdt ind”. Om det er med eller uden flaske, så er oplevelsen lige stor.
Det er svært at forholde sig til at der findes en så stor og smuk verden under havet og så vide, at der kommer vi nok ikke lige forbi igen de næste mange år. Vi kunne være blevet derude i ugevis og bare dykket morgen, middag og aften.

En verden under vandet

Det er ikke nogen overraskelse at Great Barrier Reef bliver kaldt et af verdens 7 vidundere. En 2.500 kilometer lang streng af undervands-øer i alle størrelser sådan cirka mellem 30 og 100 kilometer fra land (der er for langt til at svømme derud!) Som stolte søjler rækker øerne op mod overfladen og giver plads til et dyreliv af en anden verden. Fisk og koraller af enhver art.

The Great Barrier Reef – endelig!

Efter at have ventet i over to uger på det helt perfekte dykkervejr skete det endelig, at vi fik vindhastigheden ned under 15 knob og en sigtbarhed under vandet på 15-20 meter. Nogle utrolige vigtige parametre for os semi-professionelle dykkere ;-) Vi bookede os ind på turen med ”Silver Sonic” en rendyrket dykkerbåd. Alt var gennemført, både maden, personalet, sikkerheden, udstyret og bådens finish, som specielt Peter nød... han fik da også taget omkring 1000 billeder af bølgeskvulp, bølgebrusen, bølgesprøjt... båden fra alle vinkler og mange spændende sølv-dimser og det gennemsigtige vand! Vi nød turen – efter at have taget vores dosis af søsyge-piller. Dem der ikke havde taget noget fik lov at betale - lige ned i brækposen... det var desværre virkeligheden for flere og ødelagde deres tur. Vi slap fri og nød turen, blæsten, solen og det at ”være ombord” og livet på vandet – det er vi vilde med alle fire. Var det ikke fordi det koster en krig hernede at sejle og dykke, så levede vi på vandet på vores egen træskonnert med kurs mod det ene skønne dykkersted efter det andet.

Verdens ende - Cape Tribulation

Når enden er god... Vi kørte til "verdens ende" med vores mobilehome - eller i hvert fald så langt vi kunne komme - uden en firehjulstrækker. Ikke planlagt "endte" vi på vores første off-road trekking. Det betød en svedig vandretur i klipperne med livet som indsats. Nemt gik det op ad klipperne men stejlt var det nedad og vi måtte nærmest kurre ned ad klippen for ikke at skvatte. Men er det ikke det livet handler om? At turde gøre noget. At gå "off-road" ind i mellem - selvom det ikke bliver i bedste stil, så er det en fed følelse bagefter og vi glemmer det aldrig!

Fort Douglas

En by uden et fort er helt forsvarsløst. Det kunne vi ikke tillade, så derfor besluttede vi at bygge FORT DOUGLAS til værn og beskyttelse for de stakkels indbyggere i rigmandsbyen Port Douglas. Hele byggeriet var ikke meget anderledes end i den danske byggebranche, hvor stress og tidspres har det med at sænke kvaliteten. Hos os var det tidevandet. En helt almindelig urkraft i det australske strandbillede. Så vi måtte skynde os inden at vandet gjorde sit til at nedbryde vores nybyggede forsvarsværk.

Mossman Gorge

"Åhhhh-iiiii-jåååå-i-jååååå-Å!" Det er kun i Tarzan filmene man kan svømme igennem et smukt og imponerende landskab med flodløb, vandfald og en håndfuld krokodiller i nærheden. Men det kan faktisk lade sig gøre i Australien - og så er det helt gratis! Daintree National Park er et landområde på størrelse med Sjælland fyldt med bjerge, floder og en natur, der burde stoppes på dåse og sælges i Danmark. Vi nød et par forfriskende timer i det herlige 15 grader "varme" bjergvand og hoppede med lukkede øjne ud fra klipperne og flød med strømmen ned ad floden. Det blev alligevel kun de to Tarzan'er Peter og Lukas, der trodsede "vi-fryser-til-is" temperaturen i vandet og med modet uden på badebukserne hoppede ned til "krokodillerne"... Men oppe på breden sad Jane og hendes trofaste hjælper Marcus og ventede med varme håndklæder, vand og chips!

Sct. Marys by the Sea

Vi fandt denne lille kirke i byen Port Douglas Sct. Mary by the Sea. Naturligvis en yndet kirke til bryllupper og barnedåb, men vi skal love for at der også var gang i den på en helt almindelig søndag formiddag. Gudstjenesten blev ledet af to lokale autralske par og en organist. De skiftevis sørgede for prædiken, lovsang, bøn, powerpoint præsentation af indsamlingsemnet i denne måned og hilsen og velsignelse af alle i kirken ved udgangen. Det var en stærk oplevelse og meget anderledes. Det var helt cowboy-agtigt i John Cash stil og med en altertavle, der "bare" var et hul i huset og så var udsigt over havet. Fantastisk og meget originalt! Efter sådan en velsignelse er man bare klar til en ny dag ;-)

I dag er det Peters fødselsdag – HURRA!

Vi prøver at holde fast i vores traditioner, selvom vi er langt væk hjemmefra og fra familien, vennerne og kirken. I dag var det Peters fødselsdag og han blev, traditionen tro, vækket med flag (medbragt i rygsæk fra DK) sang og morgenbord. Han fik sine gaver og en helt specielt Australien souvenir, som han havde kigget længe efter (og været for nærig til at købe). En Didgeledoo lavet, malet og brugt af aboriginals gennem mange hundrede år. Det var lidt af en udfordring at få gemt sådan en lille sag (ca. 2 meter lang) i vores mobilehome, så han ikke opdagede det. Men vi fik ham ;-)) Og han blev meget glad (og igen lidt nærig). Men nu er den på vej hjem til DK, så han kan spille for jer alle sammen, når vi kommer hjem. Glæd jer, det lyder forfærdeligt...øh jeg mener interessant (ha, ha!)

Krokodiller, kænguruer og koalaer

Lyden af en krokodillemund der klapper sammen er ubeskrivelig. Det lyder nærmest som et stort brønddæksel (Københavns Kommune), der bliver lagt på. Kloink! Når der så er en krokodille rundt om den lyd, som med lynets hast springer op af vandet og klapper kæberne sammen om sit bytte, så giver det en vis respekt for de store ”krokodunser”. Vi måtte bare ind og se nogle rigtige levende og vilde krokodiller her i Australien, så et kig ind i Hartleys Crocodile Farm stod højt på ønskelisten. De har over 3.000 krokodiller strøet med let hånd ud over området, sammen med en del skilte med dødningehoveder.
Vi fik kælet med reptiles, koalaer, wallabies (små kænguruer) og slanger. Og som kronen på værket, og et af de absolutte højdepunkter for dagen, fik drengene lov til at kæle med en lille baby-croc.

Kuranda – en by midt i regnskoven

Der er nok ikke mange byer, som har et historisk tog, en himmeltovbane og en gammel damper som en del af transportbilledet. Det har Kuranda. En lille historisk by, fyldt med kunstnere (aboriginals), butikker og attraktioner. I 1995 blev ”Skyrail” bygget, en 7,5 km lang lift henover regnskoven med mulighed for at køre igennem trækronerne på de 50 meter høje træer i alle mulige former og størrelser. Det var imponerende og et særsyn, at se regnskoven oppefra!
Lige ved siden af kunne man efter ankomsten hoppe på et flot gammelt tog som (når der ikke var oversvømmelser og stenskred) kørte igennem det smukkeste landskab fra Kuranda til Cairns. Vi hoppede på og kørte ud til Barron Falls – endnu et af de fascinerende vandfald som Australien har nogle stykker af. Hvor er det sjovt at køre med veterantog og forestille sig de scenarier der har fundet sted på i de gamle toge og på perronen.
Selve byen har alt, hvad man kunne ønske sig at se af aboriginal kunst, inklusiv deres varemærker – boomerangen og ”Did did li doo’en” – et langt hult rør malet i de smukkeste farver, som bliver brugt til at spille på til religiøse højtideligheder, i forbindelse med jagter og meget andet. Vi fik ordentlig prøvet at spille på dem og endte også med at blive nogenlunde til det... deeeruemm deeeermm... boing, duuuem mmmmrrrh.
Dagen sluttede af med en lille andagt i en Anglikansk kirke på hovedgaden, der stod åben til fri afbenyttelse. Der er nu noget med at komme ind i en kirke og mærke at Gud er nær. Vi fik læst påsketeksten fra Bibelen og den efterladte prædiken fra påskesøndag højt, knælet ved deres små bænke og bedt for turen og alle jer derhjemme!

Livet er skønt – på en 5 stjernet campingplads ;-)

For første gang i vores backpacker/campingliv er vi landet på en 5 stjernet campingplads! Der er bare alt. ”Verdens største” hoppepude, biograf, tennis, minigolf, gratis pandekager, swimmingpools, bordtennis, prøvedykning og udendørs biograf m.m.
Det bedste var nu, at der boede en del andre danskere med børn på pladsen, så Lukas og Marcus kunne komme ud og lege med nogle danske børn. Det trængte de til og det fik de ordentlig gjort. Det var en speciel oplevelse, som vi helt sikkert må prøve en anden gang. ”En varm hilsen til alle børn og voksne, som vi fik lært at kende!”

Wallamans Falls

Hold da op hvor det regner! Det er ikke for sjov at området nord for Townsville bliver kaldt et regnskovsområde. Da vi efter en lang køretur endelig ankom til Wallamans Falls styrtregnede det og vi kunne ikke se noget som helst for tågen henover bjergene. Heldigvis har vi vores hjem på ryggen og besluttede at bruge tiden med spise frokost, lave lektier og drikke eftermiddagskaffe – efterfulgt af højtlæsning og eftermiddagslur. Det hjalp! 3 timer senere var regnen stoppet og solen begyndte at titte frem.
Imponerende! 268 meter frit fald lige ned i gryden! Det bliver ikke bedre – og lyden! Vi måtte nærmest råbe til hinanden. Jeg elsker lyden af et kæmpe vandfald. Denne dybe rumlen, som sætter hele kroppen i svingninger og får en til at smile – bare sådan!
Det måtte vi ned til - og se nærmere på. Optimistiske tog vi af sted i klipklapper og sang vores vandresange. Der var jo kun 2 km. derned, så det kunne jo ikke tage så længe!?! Men vi blev klogere... det var jo tæt regnskov med smalle og våde stier og sten, så det tog os en krig at komme derned. Det var ikke uden en vis utilfredshed (læs: brokken) fra et par trætte drenge. Oven i det, havde vi glemt vandet! Det var bare så uheldigt. Helskindet nede ved foden af det dundrende vandfald, var det ikke svært at nyde, hvad vi så. Et fantastisk syn – og efter at have suget udsigten, duften, lyden til os, så begyndte den hårde tur op ad bakke... Da vi nåede toppen var der sejrsrusen. Drengene var bare så stolte... og med rette. Nu er vi klar til den rigtige, barske trekking!