Den ene dag var vi ude og vandre i regnskoven med Gabriella fra MS og hendes balinesiske kæreste Made, som også var guide og som viste os rundt i området. Hvor er det smukt – Bali! Men der er også en grund til at det er så smukt og grønt! Vi måtte derfor lige vente 2 timer på at regnen holdt op, så vi kunne bevæge os ud i naturen uden at blive fuldstændig plaskvåde, men tid er jo det vi har masser af, så vi fik os bare lidt snak med Gabriella og hørte mere om Bali og dens historie. Det var en skøn dag, hvor vi både så deres lokale templer, sejlede i udhulede træstammer og fik god lokal Nasi Goreng (traditionel indonesisk ret) i en lille balinesisk landsby, hvor både Made og Gabriella boede i et lille hus på omkring 15 kvadratmeter fordelt på to værelser med toilet og køkken i baghaven.
Det var en unik oplevelse at være der – og specielt Lukas og Marcus fik noget at tænke over, når de så hvordan hele livet foregik i landsbyen og hvordan man laver mad uden rindende vand, køleskab og komfur, hvordan man går på toilet uden toilet og afløb, hvordan man sidder på gulvet og spiser, sover og lever i ét rum mindre end Lukas værelse i Karlslunde. Også her i den lille landsby bliver vi imponeret over hvor meget de investerer i deres templer og religiøse traditioner. Templerne er imponerende smukke og i skarp kontrast til deres eget liv i de små huse med bliktag.
28 marts 2007
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar